
Havørnene er tilbage i reden ved Farum Sø. Sådan lyder den glade nyhed fra Naturstyrelsen og ornitologer for fjerde sæson i træk. Det skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Der er tale om en rede, som nu er beboet igen. Det er fjerde sæson, at ørneparret har fundet vej til reden, som ligger i Sortemosen.
– Reden blev fundet ved et tilfælde i 2020 af en lokal ornitolog, og den er placeret i meget utilgængeligt område, hvor den er bygget i toppen af en fyr. Første år kom der ingen unger og teorien blandt ornitologerne er, at der blev lagt æg, men ørnene blev forstyrret – mest sandsynligt af en fremmed ørn, der blandede sig i idyllen. Så første år med reden var desværre uden succes. Året efter gik det meget bedre, idet to flyvefærdige unger kunne ses på reden, og senere kunne de ses forskellige steder rundt om Farum Sø, hvor de blev fodret af forældrene eller de øvede sig i at flyve og jage. I 2022 var der igen succes i reden, men denne gang kom der dog kun en enkelt unge på vingerne. Sidste år blev første æg lagt allerede omkring 18. februar – det samme kan meget vel være tilfældet i år med en mild vinter, fortæller ornitolog Peter Bonne Eriksen om ørnenyheden.
Hos Charlotte Mølgaard, der er arealkoordinator for området for Naturstyrelsen, er begejstringen også stor.
– Naturstyrelsen er umådelig glad for, at ornitologerne holder øje med reden og hvert år melder tilbage til med nyt. Når der kommer melding fra ornitologerne om, at nu er ørnene i gang med yngleforberedelserne, så får vores lokale skovløber besked, og han sætter med det samme skilte op, der fortæller folk, at ørnene nu er i gang ved reden, og lad endelig være med at gå ind i området, så ørnene forstyrres. Heldigvis er reden placeret i et træ inde i et meget sumpet og utilgængeligt område, så det begrænser helt naturligt lysten til at færdes derinde, lyder forklaringen fra Charlotte Mølgaard ifølge pressemeddelelsen.
100 års forfølgelse
– Havørnen i Danmark er en fortælling om, hvordan dyrene igen kan indfinde sig, når bare vi giver plads og muligheder, skriver Naturstyrelsen. – Artens historie handler om omkring 100 års forfølgelse med gift og krudt kombineret med forurening og deraf golde eller ødelagte æg. Heldigvis er vi blevet klogere, og i 1996 dukkede det første ynglepar op igen. Dengang var det håbet, at vi på et tidspunkt ville komme op på 75 par i Danmark.
– I Dansk Ornitologisk Forening har vi beregnet, at der sidste år var 161 besatte reder med Havørne i Danmark. Ikke alle par yngler hvert år, hvilket er normalt også i andre lande. 149 af parrene lagde æg og begyndte at ruge. Undervejs er der dog en del, der kan og vil gå galt; æg klækker ikke, og unger dør af forskellige årsager. Slutresultatet blev derfor, at i 2022 var der 112 ynglepar, og de fik sammenlagt 177 unger ud at flyve, fortæller Ole Friis Larsen fra Dansk Ornitologisk Forening.
Stjæler fisk
Ornitolog Peter Bonne Eriksen giver et tip til, hvad man kan gøre for at se fuglene.
– Yngleparret bliver i territoriet hele året og fanger fisk i såvel Farum sø som Furesø og Søndersø. Det er sågar observeret, at ørnene stjæler fisk fra skarver på Søndersø, når de har haft besværet med at dykke efter dem og er klar til at fortære dem på overfladen. Ørnene kan dog sagtens finde på at flyve længere væk for at jage, og flere gange er de observeret i Maglemosen i Ganløse Ore og endda sidende og hvile på en lav pæl på Flyvestation Værløse, siger ornitologen.
jbt