Jens Berg Thomsen (tekst og foto)
byggeri Fredag var der rejsegilde for det kommende seniorbofællesskab på Kirke Værløsevej "Ydungård". De i alt 36 boliger får fælleshus og centrer sig om et fælles haveområde. En af de nye beboere, Inger Marie Warncke, glæder sig til at flytte ind med sin mand.
"Vi har været skrevet op i syv år helt fra begyndelsen og vil gerne bo her tæt på Værløse by, hvor vi kender områderne, går til aktiviteter og lever vores liv. Det var afgørende for vores ønske at bo her, at vi stadig har adgang til alt i gåafstand," siger hun.
"I dag bor vi i hus med stor have, og før det bliver for uoverkommeligt, vil vi gerne flytte. Jeg forestiller mig, at vi kan have fællessang i fælleshuset eller arangere gymnastik eller tage i biografen. Det er en stor fordel, at vi kan yde omsorg over for hinanden her i bofællesskabet, " siger Inger Marie Warncke.
Niels Teinhart, formand for Værløse Almene Boligselskab, sagde i en tale:
"Det bliver et dejligt byggeri. Tak til alle og især håndværkerne, som vi fejrer med rejsegilde i dag.
Borgmester Ole Bondo (S) holdt også tale:
"Stedet her bliver ramme om et bedre liv med bedre fællesskaber. Det bliver godt for de ældre at bo her, og når de ældre har det godt, er det også godt for kommunen."
Boligerne står klar til at flytte ind i til januar.