
Et stilladsfirma er blevet dømt til at betale 87.500 i bøde, efter firmaet i november 2019 var på et byggejob på Laanshøj ved Kirke Værløse.
Firmaet havde haft tre medarbejdere på job, og de havde i en højde på omkring 8,75 ikke haft det rigtige sikkerhedsudstyr på.
Direktøren vidnede i sagen, fremgår det af dommen. Han forklarede, at firmaet havde haft en erfaren medarbejder til stede til at lede arbejdet. De tre havde haft en faldsele på, fremgår det af dommen, men ikke en såkaldt faldline, som var et krav. Direktøren erkendte at have overtrådt reglerne. Han forklarede i retten, at der nu var blevet ansat en tilsynsførende i firmaet, hvis arbejde alene er at køre rundt og kontrollere de byggepladser, hvor firmaet arbejder. De tre ansatte havde haft udstyret til rådighed, men havde ikke brugt det, forklarede direktøren også.
Udover dommen skal stilladsfirmaet også betale sagens omkostninger.