Konservative vælger ny spidskandidat

Foto: Jimmy Rømer
Lars N. Carstensen (K) bliver de konservatives spidskandidat til kommunalvalget i november. Foto: Jimmy Rømer
Lars N. Carstensen (K) bliver de konservatives spidskandidat til kommunalvalget i november. Foto: Jimmy Rømer

På generalforsamlingen i Det Konservative Folkeparti Furesø var der cirka 45 af medlemmer mødt op på Restaurant Marina Furesøbad. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Der var besøg af folketingsmedlem Mette Abildgaard (K), der er valgt i Nordsjællands Storkreds, og Høje Taastrups konservative borgmester, Michael Ziegler, der fortalte om erfaringerne med, at man som konservativ overtager en kommune fra en socialdemokrat.

Og efter at partiets hidtidige borgmesterkandidat Susanne Mortensen ikke længere vil stå øverst på listen til kommunalvalget til november, skulle der vælges en ny spidskandidat.

Det blev Lars N. Carstensen, der var indstillet af en enig bestyrelse. Han har været formand for vælgerforeningen de sidste tre år, og han afløses nu af Henrik Røgind, der har siddet i bestyrelsen de sidste seks år.

– Jeg mener, at det er vigtigt, at der er et borgerligt alternativ i Furesø, som tager udgangspunkt i de emner, som partierne er enige om. Jeg vil derfor – som noget af det første – indbyde Venstre til drøftelser om konkrete politiske områder, hvor vi er enige, så vi kan bygge et solidt borgerligt fundament, siger Lars N. Carstensen til Furesø Avis.