IS-støtte i ungdomsklub skal undersøges

Foto: Jimmy Rømer
"Stien"
  Foto: Allan Nørregaard
"Stien" Foto: Allan Nørregaard Allan Noerregaard

Lige ved siden af byrådssalen har Furesø Kommune i flere år stillet klublokaler til rådighed for ungdomsklubben »Kilden«, som i følge TV-avisen onsdag aften, er styret af IS-tilhængere og flere gange indberettet til PET. Det er faldet Farum Kommunes tidligere borgmester Flemming Oppfeldt (V) for brystet. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

TVA oplyser, at mindst tre unge mennesker som deltager på slagmarken i Syrien, har gået i klubben. Lederen af klubben har på sin Facebookprofil et billede med overskiften »ingen demokrati, kun Islam«.

– TVA kan endvidere fortælle, at Furesø Kommune på et tidspunkt fik underretning om, at der var noget galt i klubben og derefter gik til Nordsjælland Politi. Men kommunen foretog sig ikke selv noget, for eksempel at lukke klubben eller stoppe tilskuddet, forklarer Flemming Oppfeldt og tilføjer:

– Jeg er målløs. Hvad er det der sker med vores integrationspolitik? Alt det vi tidligere i Furesø var kendte for og stolte af? Det her er en offentlig sag, og det burde være forventeligt, at byråd, dets udvalg, folkeoplysningsudvalg og så videre øjeblikkeligt lukker stedet, men også giver offentligheden en redegørelse for, hvordan det kunne komme så vidt og, hvem der har ansvaret.

Flere officielle kilder bekræfter over for Danmarks Radio, at både Nordsjællands Politi og PET i flere år har fået henvendelser om klubbens leder, som af politiet og PET er kendt som IS-støtte og under mistanke for at være radikaliseret og ekstrem.

I en indberetning fra 2015 beskrives foreningslederen TN som en farlig mand, der har kontakt til Islamisk Stat i Syrien. Det fremgår også, at han prædiker om terrororganisationen for de unge – helt ned til 14 år – som kommer i Kilden. Det skriver dr.dk.

Alligevel har foreningen for få år siden fået økonomisk medlemsstøtte, og i dag får den stadig stillet lokaler til rådighed.

– De her oplysninger, som jeg har fået i dag, er helt nye for mig. Jeg har bedt om, at vi får de oplysninger efterfølgende, og vi kan videregive dem til politiet, så de kan efterforske det, siger kommunaldirektør i Furesø Kommune, Christine Brochdorf til Danmarks Radio.

Dokumenter, som DR har fået aktindsigt i, viser, at klubben er oprettet som en demokratisk forening og har derfor fået knap 11.000 kroner i aktivitetsstøtte fra Furesø Kommunes folkeoplysningspulje i 2013 og 2014.

– Kilden henvender sig til alle unge i Furesø Kommune, som søger at være en del af et fællesskab, hvor de kan lære nyt og udvikle sig, lyder det på Frivilligcenter Furesøs hjemmeside om klubben.

I 2013 henvendte byrådsmedlem sig til forvaltningen. Han havde set, hvad TN skrev på Facebook, og syntes det var meget ekstremt.

Kommunen går til Nordsjællands Politi med henvendelsen, men foretager ingen uanmeldte besøg i foreningen for at sikre, at det rent faktisk er folkeoplysende aktiviteter, der foregår.

– Det var et rygte, hvor der var blevet udtalt nogle ting, som ikke var i overensstemmelse med vedtægterne i den forening, så videregav vi det til politiet. Det er deres opgave at efterforske den her type sager, fortæller Christine Brochdorf til dr.dk.