Hel udstilling er stjålet fra kulturhus

Farum Kulturhus har fået stjålet en udstilling fra husets foyer. Den består af malerier lavet af yazidikvinder, som er blevet forfulgt, misbrugt og solgt som sexslaver af Islamisk Stat.

Hel udstilling er stjålet fra kulturhus

Udstillingen ’Breaking The Silence’ omfatter malerier, der er udført af yazidikvinder, som er blevet forfulgt, misbrugt og solgt som sexslaver af Islamisk Stat. Foto: Jens Berg Thomsen

Et noget usædvanligt tyveri har fundet sted i Farum Kulturhus. En hel udstilling er blevet stjålet fra kulturhusets foyer, skriver Furesø Kommune i en nyhed på sin hjemmeside.

Det var fredag morgen den 27. januar, at medarbejdere i Farum Kulturhus opdagede, at udstillingen ”Breaking The Silence” var stjålet fra foyeren. Furesø Kommune har anmeldt sagen til Nordsjællands Politi.

– Jeg er rigtig ærgerlig over, at nogen finder på at stjæle en udstilling. Farum Kulturhus er vores største kulturhus i Furesø med kulturliv, udstillinger og fællesskab. Vi har meldt tyveriet til politiet og hjælper dem alt, hvad vi kan, siger Peter Rosgaard, der er kulturchef i Furesø Kommune i nyheden på hjemmesiden.

Malet af tidligere sexslaver

Udstillingen ’Breaking The Silence’ omfatter malerier, der er udført af yazidikvinder, som er blevet forfulgt, misbrugt og solgt som sexslaver af Islamisk Stat. Yazidierne er et kurdisk mindretal bosiddende i de bjergrige egne af Nordirak samt i Georgien, Armenien og Syrien. En del er emigreret til Europa.

Pigerne og kvinderne modtager traumebehandling gennem nødhjælps- og udviklingsorganisation Mission Øst, som har lavet udstillingen i samarbejde med Farum Kulturhus. Ved at male får de sat begreber på de uhyrlige overgreb, de har oplevet, mens de var fanget som sexslaver af Islamisk Stat.

Udstilling fortsætter

Kulturhusleder Mai Therese Ørsted fortæller til Frederiksborg Amts Avis, at udstillingen fortsætter på trods af tyveriet. Der er nye værker på vej.

– Vi finder de stjålne værker smidt rundt omkring kulturhuset. blandt andet i den blå container ud mod Stavnsholtvej og i skraldespande rundt om. Værkerne lå og var splittet ad, så det ikke kunne bruges mere. Det er mere hærværk, for det er ihvertfald ikke berigelseskriminalitet, siger kulturhusleder Mai Therese Ørsted.

Den angivelige gerningsmand bag tyveriet blev genkendt senere om fredagen, da han igen dukkede op i Farum Kulturhus. Han skulle efter kulturhuslederens oplysninger have været anholdt af politiet fredag omkring klokken 18 i nærheden af netop Farum Kulturhus.

– Han har taget rub og stub. Selv plancherne, der forklarede kunsten, siger hun.

– Jeg tror ikke, tyveriet handler om hverken ideologi eller politik. Og udstillingen fortsætter, for onsdag får vi ti nye værker fra Mission Øst. Det var vigtigt for Mission Øst at vide, at deres kvinder ikke var i fare i forbindelse med tyveriet, samt at udstillingen vil fortsætte. Så det gør den, siger Mai Therese Ørsted.

Hos Nordsjællands Politi bekræfter presseafdelingen, at der er kommet en anmeldelse af tyveriet i Farum Kulturhus, men de har ikke på nuværende tidspunkt yderligere kommentarer til efterforskningen. Heller ikke Mission Øst vil udtale sig om tyveriet endnu, da de er ved at danne sig et overblik over sagen, lyder det. Den oprindelige udstilling skulle være vist frem til den 5. marts.