Furesø pressede topholdet

Håndbold: Det stod helt lige kort inde i 2. halvleg, men Furesø fik igen en periode, hvor modstanderne løb fra dem.

Foto: Mads Hussing

Det var nok ikke en af de kampe, hvor Furesø på forhånd havde forestillet sig, at de skulle have noget med hjem.

Rødovre er tophold, og Furesø ligger og kæmper i bunden af rækken. Men det stod 16-16 i 2. halvleg, efter at Furesø havde hentet fire mål ind på Rødovre.

– Hvis vi havde været ved fuld styrke, så havde vi haft muligheden, siger Furesøs træner Uffe Holmsgaard.

Målvogter Pernille Bækdahl er stadig ramt af hjernerystelse og har ikke stået de seneste to kampe.

– Jeg ved ikke, hvornår hun kommer tilbage igen, siger Uffe Holmsgaard, der havde Laura Engelund på mål.

– Laura Engelund gjorde det fint i målet, og hun gjorde det, der blev krævet af hende. Men Pernilles fravær gør, at de kom lidt nemmere til deres scoringer, siger træneren.

Han kunne se sit hold komme bagud 16-12 ved pausen efter at have hængt godt med i hele 1. halvleg.

– Det var lidt unødvendigt. Det var på vores fejl, de fik scoret. Det blev jeg lidt irriteret over, siger Uffe Holmsgaard.

Furesø kom op på 16-16, og holdet fik holdt Rødovre godt nede. Men så skete der det, som der så ofte gør med Furesø.

– Alt var godt, men så fik vi en downperiode igen, og så satte de os af igen, siger træneren.

2. division, pulje 3, kvinder

Rødovre HK-Furesø 31-23 (16-12)

Ved stillingen 22-18 til Rødovre fik Furesø et straffekast og kunne være kommet bagud med tre. Men det blev brændt, og i stedet for løb Rødovre ned i den anden ende og scorede, og så var der fem mål op i stedet for.

– Det er lidt frustrerende, men vi må bare op på hesten igen, siger Uffe Holmsgaard, der nu har næsten tre uger til næste kamp.

– Vi skal først og fremmest få folk klar. Den næste kamp vil det være svært at forestille sig, at vi vinder den. Den bruger vi til at kigge frem mod marts, hvor der kommer vigtige kampe, hvor vi gerne skulle bide fra os, når vi møder hold, der ligger i midten, siger træneren.

Næste modstander er det suveræne tophold HØJ, der endnu ikke har tabt i denne sæson.

– Vi vil nok blive udfordret på deres tempo og kvalitet på nogle af pladserne, siger Uffe Holmsgaard.

Den kamp spilles først 25. februar. Efter det venter kampe mod hold, der ligger lige omkring Furesø i den tunge ende af rækken, og de kommer til at blive udslagsgivende for, om Furesø også er at finde i 2. division til næste år.