
Det nager stadig en del hos FCN-træner Kasper Hjulmand, at hans mandskab lod tre mål gå ind mod OB – og især den måde, de blev lavet på. De kom efter svage forsvarsindgreb, der fik FCN til at se meget unge og urutinerede ud.
Så der har været lup på forsvarsarbejdet i denne uge, inden den største test man kan rende ind i i Superligaen lige for tiden mod FC København, der gæster Farum Park i morgen.
– Vi har trænet meget forsvarsspil og brugt tid på principperne i det. Det var alt for let, det OB gjorde, konstaterer Kasper Hjulmand og fortsætter om den kommende modstander:
– FCK er det bedste hold herhjemme i øjeblikket, og de bliver bedre og bedre uge for uge. Så det bliver en fantastisk test – over hele banen. De har en anden type måde at angribe på i forhold til OB, der angriber langs jorden og i dybden. FCK er lidt tungere, fysisk og med indlæg. Det er et klassehold, uanset hvem, de putter på banen.
– Men vi har før været undertippet og så lavet gode præstationer. Det skal der også til. Vi skal have en topdag for at gøre noget ved dem, men det må vi så gøre noget ved.
FCN-forsvaret bliver med al sandsynlighed polstret med Andreas Maxsø, der sad over med karantæne mod OB. Han har en mere fysisk tilgang til spillet, og det bliver der brug for.
– FCK ser stærke ud lige nu. De har nogle andre typer end OB, og det er meget duelspil i forhold til OB, så det er svært at sammenligne. Men man skal være klar og hurtig i sine dueller for ellers er FCK stærke lige pt, siger Maxsø.
– Det vigtigste bliver, at vi vinder vores dueller og andenboldene, for kan de samle dem op og angribe igen, så kommer vi til at løbe baglæns. Det er de gode til – og på indlæg. Så vi skal være ekstra skarpe.
Kan ikke holde stand
Men forsvarsspil bliver ikke nok, erkender Kasper Hjulmand.
– Vi kan ikke holde til at stå og forsvare os hele tiden. De er alt for fysisk stærke, og hvis vi kommer til at stå for dybt, så de kan slå indlæg og får standardsituationer, så kan vi ikke holde til det. Det er sindssygt vigtigt, at vi får perioder af kampen, hvor vi forsøger at spille med bolden, siger FCN-træneren, der dog ikke vil gøre alt for meget status over spillets udvikling ud fra FCK-kampen.
– Det her er mod det bedste hold i Danmark, så jeg ved ikke, hvor meget det skal teste, hvor vi er henne. De har lige kørt nummer to over med 6-2, så det er ikke sådan, at det er helt skidt, hvis vi ikke består denne her. Der er lige så meget test i det, når vi møder OB eller Viborg.
– Men det er en god test på denne her scene, fordi det er et internationalt hold med internationalt snit, og vi glæder os helt vildt til at prøve at slå dem. Vi fik fat i Midtjylland, og nu må vi se, om vi kan gøre det mod FCK også.