Wedell Christensen, Ryetvej 23, 2.mf., 3500 Værløse
DEBAT Regeringen gør nu klar til, at kommunerne skal sættes fri også på ældreområdet. Ældreministeren har udtalt sin forsigtighed med frisætningen, fordi noget dog skal være pligtigt. Hvor regeringen tager ansvaret, og kommunerne udfører det.
På sn.dk fra 13. marts ser jeg, at Furesø Seniorråd kritiserer Furesø Kommunes lave placering og lave udgifter i forhold til landsniveauet på ældreområdet – det vil sige primært hjemmehjælp og plejehjem.
Furesø Kommune burde dog have nemt ved at rette blot lidt op på dens placering. Den kunne starte med at følge den sociale servicelovs § 79.
Paragraffen siger, at kommunen (Furesø) skal tilbyde et forebyggende hjemmebesøg til alle borgere i deres fyldte 75. år og deres fyldte 80. år. Og det samme til borgere, der er fyldt 70, hvis de bor alene.
Dette mener Furesø at klare ved, at de nævnte ældre deltager i et fælles arrangement på rådhuset med andre borgere i samme aldersgruppe – ellers skal man selv kontakte kommunen.
Jeg (74 år) har på intet tidspunkt fået tilbudt et hjemmebesøg, hverken under den gamle lov med lavere aldersgrænser eller den nye (bor alene).
Furesø Kommune følger altså ikke loven. Det siger mig, at kommunen er i vane med at tage sig selv til rette. Det er ikke tillidsskabende adfærd.
Diskussionen om friplejehjem, selvejende eller offentlig hjemmehjælp og plejehjem er derfor meget vigtig for Furesø kommunes skatteborgere jævnfør ovennævnte kommunale vane – eller kommunale selvopfattelse.
Diskussionen er ofte økonomisk og ideologisk. Den uddyber ikke det menneskelige eller organisationspsykologiske element: Den ansatte chefs, leders og medarbejders identifikation med virksomheden.
Er disse kategorier af ansatte i kommunens brød, identificerer de sig institutionelt først og fremmest med kommunen.
Den har en bred opgaveportefølje at fokusere på, snæver budgetstyring i forhold til flere faglige områder, hvilket smitter af på chefer/leder i ældreplejen, og derfor også på udførende medarbejdere.
Alle er i et kulturelt system, der refererer sig til andre interesser end lige det omsorgs- og plejefaglige. Dette uanset om kommunen udsteder regler for minimering af specifikt bureaukrati.
For selvejende institutioner gælder, at de økonomisk er (eller burde være) sikret som det kommunale plejehjem/hjemmehjælp, men at de har en selvstændig bestyrelse. Den formulerer sit eget kvalitetsniveau ud fra kommunale standarder/udbudskrav. Det vil sige, at fokus er på den snævre virksomhedsdrift for den faglige omsorg og pleje, uden politisk-bureaukratiske hensyn.
Kulturen bliver pragmatisk og frigjort med ansattes vurderinger til faglige normer.
Det private friplejehjem har det handicap i forhold til ældreplejen og -omsorgen, at det skal generere et overskud. Det behøver den selvejende institution ikke – hvis kommunen fastsætter dette i udbudskravene.
Et andet menneskeligt aspekt, som mange kommuner ikke tager hensyn til, er ældre – gamle – menneskers ”forsigtighed” over for autoriteter. For eksempel ved telefon-opkald til kommunen, adfærd over for dens embedsmænd/damer, kommunalt ansatte sosu’er og hjemmehjælpere.
For offentligt ansatte er det svært, ofte umuligt, at etablere ligeværdighed med de ældre, som har brug for omsorg, hjemmehjælp eller pleje uanset personalets gode viljer. Måske grundet personalets egen selvopfattelse/identitet med kommunen, men også på grund af borgerens forsigtighed. Personalet får det ikke at vide, de pårørende kun måske, og sommetider endda besked på at tie, af hensyn til at borgeren/patienten ikke vil straffes ved at blive set skævt til.
Det vil sige, at der er relativt bedre forudsætning for et værdigt ældreliv i kontakt med en selvejende institutions personale, selv om patroniserende personale også kan forekomme der. Der opfattes ikke samme autoritativt forhold – alene i kraft af, at det selvejende ikke er ”øvrigheden”.
Et økonomisk overskudsgivende friplejehjems primære fokus er profitten, hvor den faglige omsorgs behov og dermed ligeværdigheden naturligt er sekundær. Profit er årsagen til det private friplejehjem og personalets ansættelse.
Alle ovennævnte forhold kræver uddannelse af alt personale i ældreplejen og -omsorgen. Både chefer i forvaltningen, leder og udøvende medarbejdere.
Det kan ske enten ved jobudvidelse (medarbejderens flere funktioner på samme faglige niveau) eller jobberigelse (tillæg af funktioner på højere fagligt niveau). Begge dele fremmer arbejdsmiljøet.
Derudover er det nødvendigt, at aktiviteter nu ses fra den berørte borgers synsvinkel.
Den kommunale kultur, selvopfattelse, skal justeres i fornødent omfang. Det er ikke længere borgeren selv, der helt uopfordret skal udtrykke, hvad han selv synes at have behov for.
Den ansatte i forvaltning og institution skal spørge aktivt til borgeren, og chef/leder skal spørge aktivt til medarbejderen, hvordan faglige (inklusive psykologiske) behov er opfyldt for borgeren. Derved kan klientgørelse undgås. Også af de pårørende.
Det bedste er, at det meste jobudvidelse og jobberigelse er gratis. Dog irriterende ubelejligt.
