Af Elias Staffeldt
Kammerkoret VIVA tager snart hul på endnu en sæson. Det sker onsdag den 2.september i musiklokalet på Oppe Sundby Skole klokken 19, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Koret har op til denne sæson foretaget en udskiftning på dirigentposten, hvor den unge Andreas Werenfeldt er kommet til.
Om dirigentrollen siger Andreas Werenfeldt blandt andet:
– Mit mål er at gøre hver koncert helt speciel. Med klassisk korsang er de helt store følelser på spil. Selv at opleve det og at give oplevelsen videre, er det, der gang på gang har overbevist mig om, at jeg brænder for at dirigere.
VIVA-koret er nyeste skud på stammen af kor i Frederikssund Kommune, og korets medlemmer består af erfarne og rutinerede sangere. Man kan følge koret på Facebook, og ensemblets kontaktperson er Anne Søbæk, der kan kontaktes på 47504702.