Omkring 500 kostumer fra syv årtier gik formentlig til, mens seks bronzelurer kan være blevet alvorligt varmeskadet, da der torsdag aften brød en voldsom brand ud i Gimle på Frederikssund Vikingeplads på Kalvøen, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Den to etages træbygning, som bruges som kiosk med salg af drikkevarer og mad til de omkring 600 medlemmer af vikingespillet under prøver og forestillinger i foråret og sommeren, står endnu, men med forkullet ydre i den ene ende, og Camilla Dupont, som er formand for Frederikssund Vikingespil, har set billeder, der tyder på, at lager og værksted i den anden ende nærmest er »eksploderet«.
– Hele vores lager er brændt, og hele kostumeafdelingen ser ud til at være gået tabt. Vi ved ikke, om der er noget af det, der kan reddes, siger en trist Camilla Dupont, der har siddet til langt ud på natten og lavet planer for, hvordan vikingespillet skal tackle situationen, som kommer oven i, at prøverne lige nu er sat på pause på grund af coronakrisen i Danmark.
Folk vil gerne hjælpe
– Min telefon var rødglødende hele aftenen. Vikingerne græder. Det er kun ting. Men for mange af os er det også en del af vores barndom, der er gået tabt. Men som nogle siger: Vi har jo minderne. Heldigvis er der en kæmpe opbakning til, at vi skal komme bedst muligt gennem det, og folk vil gerne hjælpe med alt muligt. Vi har også fået henvendelser fra Jels Vikingespil og en vikingeorganisation i England, som har tilbudt at hjælpe med at sy nye kostumer, fortæller Camilla Dupont.
Vikingepladsen består af en lang række mindre hytter, som vikingerne er tilknyttet i grupper på tværs af alder, og ingen af de øvrige hytter er ramt af branden, ligesom den nærliggende hestestald heller ikke er berørt.
Bopladsen afspærret med politistrimmel
Natten til fredag var hele området afspærret med røde og hvide politistrimler fra Valhalla og vikingegrillen, Lille Torv og Store Torv samt en del af Frederikssund Vikingeboplads, og fredag formiddag var der fortsat politifolk med og uden hunde i gang med at lave tekniske undersøgelser.
Afspærringen vil dog i løbet af fredag blive indskrænket til fem meter omkring den brændte bygning.
70 års jubilæum til næste år
Camilla Dupont håber nu på et godt samarbejde med forsikringsselskabet, som vikingespillet plejer.
– Vi er så småt i gang med at planlægge vores 70 års jubilæumssæson i 2021, og det ser ud til at blive med et nyt Gimle, fastslår hun.