Vikinger skal have ny høvding i 2018

Foto: THOMAS OLSEN

Om et år skal Frederikssund Vikingespil have ny formand, idet Jesper Wittenburg ikke vil genopstille, når han er på valg i 2018, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det meddelte Jesper Wittenburg, da vikingespillet torsdag aften havde generalforsamling i Valhal med omkring 120 fremmødte vikinger.

Efter 17 sæsoner som formand mener Jesper Wittenburg, at det er på tide, at der kommer nye kræfter på posten, og han vil gerne give bestyrelsen optimale muligheder for at forberede formandsskiftet.

– Jeg føler mig ikke specielt »opbrugt«. Men dengang jeg satte mig i formandsstolen, tænkte jeg, at det skulle ikke være i mere end 10 år, for det er også godt at lade andre komme til. Nu vil jeg gerne bruge mere tid på byrådsarbejdet, og jeg synes, det kan være lidt svært at kombinere det både at være formand for et politisk udvalg med vikingespillet og at have et job ved siden af. Men jeg holder ikke op med at deltage i vikingespillet, siger Jesper Wittenburg, der er medlem af Frederikssund Byråd for Socialdemokratiet, arbejder som statistiker, og som blev formand for Initiativraadet i 2001 og fortsatte som formand for Frederikssund Vikingespil, da foreningen blev stiftet i 2005.

På generalforsamlingen fortalte Jesper Wittenburg, at Camilla Dupont har sagt ja til at opstille til formandsposten, et kandidatur, han varmt anbefaler.