Tidligere højskole er sat i tiptop stand

Foto: Lars Skov

Frederikssund: Den tidligere Thorstedlund Kunsthøjskole er i løbet af de seneste 16 måneder blevet gennemrenoveret af Frederikssund Kommune, der har brugt omkring 13 millioner kroner på at gøre bygningerne klar til et familie- og ungehus, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Udenfor oser Thorstedlund stadig af landlig idyl med sine røde mure, sit stråtag og sine hvide vinduesrammer med sprosser. Men indvendigt er der tale om en supermoderne og lækker bygning med store lyse rum til kontorer, mødelokaler, værkstedsaktiviteter, caféområde med industrikøkken og tre værelser med enkeltsenge til overnatning.

– Vi har næsten skilt det hele ad, så kun ydermurene stod tilbage. Meget af det gamle træ var ædt op af svamp og råd, så vi har lavet stort set helt nyt tagværk med nyt stråtag og nye kviste, og vi har isoleret det hele. Vi har også gravet 50 centimeter ud under terræn for at lave helt nye punktfundamenter indvendigt. Det er faktisk en helt ny og moderne bygning i et gammelt hylster, forklarer bygningskonstruktør Thomas Krogh Jørgensen, der ejer tegne-stuen ApS i Frederikssund, som sammen med ingeniørfirmaet Heede Consult har været totalrådgiver på projektet og har udarbejdet det i dialog med brugerne.

Læs mere i Frederiksborg Amts Avis torsdag