Teater, café og kulturhus i Park Bio

Foto: Kenn Thomsen
Karen Nielsen fra TeaterTasken og hendes mand Claus Maltha, der e rkommunelæge, har købt Park Bio for at omdanne den til privat kulturhus med teater med mere.
Karen Nielsen fra TeaterTasken og hendes mand Claus Maltha, der e rkommunelæge, har købt Park Bio for at omdanne den til privat kulturhus med teater med mere. Kenn Thomsen

Karen Nielsen, der driver TeaterTasken, har sammen med sin mand Claus Malta Nielsen købt Frederikssunds gamle biograf Park Bio, som under navnet Park Teatret bliver til teater, café og kulturhus for alle, skriver Frederiksborg Amts Avis.

– Vi har længe gået og syntes, at der manglede noget i byen, og i TeaterTasken har vi savnet et permanent sted at øve uden at blive forstyrret af at skulle rykke ind og ud hele tiden. Med placeringen lige ved Frederikssund Station ligger det rigtig godt for blandt andet Ølstykke, Stenløse, Veksø og Måløv, så børnehaver og skoler kan komme her og se børneteater. Faktisk har vi gået og været lune på dét her i fire år, og vi har forhandlet i de sidste to år, fortæller skuespilleruddannede Karen Nielsen.

Hun og manden overtog den gamle bygning for en uge siden fra Lone Frost Isla, hvis forældre startede biografen i 1941, og rygtet har for længst fået mange frivillige til at tilbyde at hjælpe med praktiske opgaver.

Karen og Claus Malta Nielsen har allieret sig med Farzad Farzankia, som ejer og driver Sundwich og Pizzabageren i Frederikssund, og han skal stå for Park Teatrets café og restaurant.

– Jeg har altid syntes, at der manglede et sted i byen, hvor folk kunne komme og drikke en kop kaffe og være sig selv, siger Farzad Farzankia, der er vokset op i Jægerspris.

Biografen fylder 75 år til august, og det fejrer de nye ejere med en uge med daglige »saloner« fra 15.-20. august, hvor der blandt andet vil være paneldebat om emner som provins med selvstændighed, børne- og ungekultur, miljørigtige valg og rummelighed på arbejdsmarkedet, og det hele slutter af med en stor fest lørdag aften.