Superbrugsen er endelig færdig med ombygning

Foto: Kenn Thomsen, Elias von Staffeldt

Torsdag morgen klippede borgmester John Schmidt Andersen (V) snoren til Superbrugsen i Slangerup. Det gjorde han, fordi butikken gennem de sidste ni uger har været i gang med en ombygning, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Ombygningen er en del af Coops Koncept 15-strategi, der har til formål at strømline landets Superbrugs-forretninger så meget som muligt. Og brugsuddeler i Superbrugsen Slangerup gennem 23 år, Peter Nielsen, erklærer sig tilfreds med forløbet og det endelige resultat.

– Det har været den bedste ombygning nogensinde, og det er første gang, jeg har oplevet så meget positiv tilbagemelding, siger han.

Og brugsuddeleren har da også god grund til at være tilfreds, for både butikkens medarbejdere og kunder giver ham ret i, at butikkens nye udseende er blevet flot.

– Det er dejligt, fordi her er mere åbent og mere plads. Man skal selvfølgelig lige vænne sig til, at tingene står anderledes, men jeg synes, det er blevet rigtig godt, siger Simon Andersen, der har været ansat i et år.

Også Karen Christiansen, der er kommet i Superbrugsen Slangerup, siden hun var barn, er positiv overfor resultatet af ombygningen.

– Jeg er kommet her i mange år, og der er sket en stor udvikling, men jeg kan godt lide forandring. Det er blevet mere åbent og indbydende, siger hun.