Se billederne: Vinterbadere fik et køligt kick

Foto: Elias von Staffeldt

Næsten 30 mennesker var mødt frem ved Marbæk Strandpark i Frederikssund søndag eftermiddag. Det optimale vejr er vindstille og solskin, men denne dag må de altså nøjes med vindstille. Og så er det plusgrader. Også vandet. Luften måler 2,2 grader, mens vandtemperaturen lige præcis er over frysepunktet med 0,1 grader.

Det er Helårsbaderne Frederikssund, der mødes fast hver søndag fra september til og med marts for at få sig en kold dukkert. Det har man gjort i to år, og det startede egentlig med, at de to stiftere af foreningen Hessel de Boer og Ulf Dannemand ville se, hvor længe de kunne holde ud at gå i vandet.

– Det var jo også lidt at udfordre sig selv. Hvor længe kan man blive ved med at gå i vandet og stadig stadig synes, det er sjovt?, husker Ulf Dannemand.

Og det kan man tilsyneladende gøre længe. I hvert fald greb det hurtigt om sig og udviklede sig til en egentlig gruppe, der nu fast mødes igennem vinterhalvåret.

– Kroppen går amok, og det giver et adrenalinkick bagefter, forklarer Hessel de Boer om den følelse, man får i kroppen, når man har været en tur i det iskolde vand.