
Nikolai Rosler Jørgensen
Det kan være vanskeligt at holde fokus, sidde stille eller lytte efter i klassen, når man lider af ADHD eller lignende vanskeligheder.
Derfor slår ADHD-foreningen og Frederikssund Gymnasium nu udviklet en ny uddannelsesmodel for de unge med særlige behov.
Et samarbejde som rektor på Frederikssund Gymnasium, Agnete Dybro Pedersen mener er tiltrængt.
– Der er et behov i vores del af Nordsjælland, og nu får vi endelig chancen for at løfte den gruppe unge, som vi ved ellers ikke ville få en ungdomsuddannelse, siger hun.
Projektet, der har fået navnet »(i) en klasse for sig«, skal afprøve en ny 2-årig HF-model, hvor eleverne blandt andet skal få viden om og lære at forstå deres egne udfordringer.
Derudover bliver gymnasiets undervisere sendt på kurser, så de kan imødekomme de faglige og sociale behov, som eleverne har.
– Alt vil blive tilpasset til de unges behov, der skal bygges nye lokaler og afholdes kurser for vores undervisere, siger Agnete Dybro Pedersen.
I første omgang vil der være en enkelt klasse pr. årgang, hvor der vil være plads til omkring 18 elever.
Og selvom det ikke lyder af meget, så er det nok til at dække behovet i første omgang, forsikrer Agnete Dybro Pedersen.
Grundet ombygning og efteruddannelse af lærerstaben, så forventes uddannelsen at kunne opstarte i sommeren 2022.
Behovet for nye initiativer kommer da omkring 60 procent af unge med ADHD, står uden uddannelse, når de er 25 år. Derudover var det kun 37 procent af unge, der sidste år kunne forlade folkeskolen med et eksamensbevis.
Tal der gør direktør i ADHD foreningen, Camilla Louise Lydiksen, tung i hjertet. Der var derfor jubelskrig på kontoret, da hun modtog besked om støtten.
– Det giver en boblende fornemmelse af optimisme, at vi har fået den her bevilling, for de unge kan lykkes med det, de ønsker, hvis de har de rette rammer, siger hun.
Det er støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond, der har bevilliget 4,6 millioner kroner til at realisere projektet.