Mens bro er lukket: Nu stopper flere tog i Vinge

Mens Kronprins Frederiks Bro er lukket, skal flere afgange fra Vinge få pendlere fra Hornsherred til at holde fast i S-toget.

Mens bro er lukket: Flere afgange fra lille station

Mens Kronprins Frederiks Bro bliver renoveret, kan man fra 3. april hoppe på S-toget hvert 10. minut i Vinge.

Foto: Henrik Gregersen
Mens Kronprins Frederiks Bro bliver renoveret, kan man fra 3. april hoppe på S-toget hvert 10. minut i Vinge. Foto: Henrik Gregersen

Det er ikke passagerer til og fra stationen i Vinge, der har fyldt S-togene, siden stationens åbning.

Men for en periode vil det formentlig komme til at se ganske anderledes ud.

For fra mandag den 3. april og seks uger frem standser S-togene ved Vinge St. hvert 10. minut i stedet for hvert 20. minut, oplyser DSB i en pressemeddelelse.

Baggrunden for ændringen er, at Vejdirektoratet renoverer Kronprins Frederiks Bro, som derfor er helt spærret i flere uger.

Det får mange af DSB’s kunder til at ændre rejsemønstre – særligt de kunder der parkerer bilen gratis ved stationen og tager toget ind mod byen for at spare tid, penge og CO2.

Det forklarer DSB’s informationschef Tony Bispeskov:

– Vi forudser, at mange af kunderne fra Hornsherred, der normalt benytter Frederikssund Station., i stedet benytter Vinge Station, som ligger tæt på Kronprinsesse Marys Bro,” siger han.

Beslutningen glæder borgmester Tina Tving Stauning (S):

– Jeg synes, det er en rigtig god ide at gøre det endnu lettere for borgerne at kunne tage S-toget fra Vinge station, mens Kronprins Frederiks Bro er under renovering. Udover at det kan gøre rejsen nemmere for mange, så vil det forhåbentlig også hjælpe lidt på trængslen på vejene. Samtidig gavner det klimaet og miljøet, når flere borgere tager toget, siger hun ifølge pressemeddelelsen.

Når perioden på seks uger er overstået, vender DSB tilbage til den normale køreplan, hvor S-togene standser ved Vinge St. hvert 20. minut. Det tilgodeser langt størstedelen af kunderne i Frederikssund Kommune.

Ifølge tal fra Trafikstyrelsen har Frederikssund Station under normale omstændigheder 1.926 kunder på dagsbasis, mens tallet for Vinge Station er 360 kunder..

Den ekstra standsning i Vinge er gjort mulig ved, at S-togene kører et minut tidligere fra Frederikssund St. og ankommer et minut senere i Ølstykke. På resten af strækningen mellem Ølstykke og Klampenborg følger S-togene den normale køreplan.