Jubilæumsgave fra vikinger til byens børn

Læreruddannede vikingeaktører har fremstillet undervisningsmatriale til skolebørn i alle aldre om vikingespil, nordisk mytologi og naturen på Kalvøen og i Roskilde Fjord. Fra venstre er det Emma Jeffries Sørensen, Cille Kelm og Doris Nedergaard. Foto: Maj-Britt Holm
Læreruddannede vikingeaktører har fremstillet undervisningsmatriale til skolebørn i alle aldre om vikingespil, nordisk mytologi og naturen på Kalvøen og i Roskilde Fjord. Fra venstre er det Emma Jeffries Sørensen, Cille Kelm og Doris Nedergaard. Foto: Maj-Britt Holm

Frederikssund: Om det er børnehavens skolegruppe, 4. klasse eller de store elever i afgangsklassen, så har Frederikssund Vikingespil et godt tilbud: Et ganske gratis undervisningsmateriale, som læreruddannede vikingeaktører har fremstillet til byens børn. Anledningen er vikingespillets 70 års jubilæum.

70 år med vikinger på det smukkeste sted i hele Frederikssund. Det må fejres, tænkte lærerne Cille Kelm, Emma Jeffries Sørensen og Doris Nedergaard sammen med Susanne Jacobsen, der er laborant.

– Det er egentlig vokset nede fra. Vi kan rigtig mange ting på vikingepladsen med alle de mennesker, som har uddannelser og arbejde indenfor mange forskellige brancher. Så vi har gået og talt om, at det kunne være fedt, hvis vi også kunne lave undervisningsmateriale i det her jubilæumsår. Det var oplagt at rykke på det, fortæller Cille Kelm, der er lærer på Vedbæk Skole til dagligt, og som bor i Frederikssund, hvor hun har spillet vikingespil sammen med sin familie i mange, mange år.

Emma Jeffries Sørensen er helt nyudklækket skolelærer, mens Doris Nedergaard er pensioneret lærer, og Susanne Jacobsen synes egentlig bare, det kunne være sjovt at være med til at udvikle undervisningsmaterialet i løbet af vinteren.

De satte sig sammen og fandt ud af, hvor bredt de tilsammen kan dække, og så gik de i gang indenfor deres respektive fag med at skrive, og indenfor de tre områder, de synes, Frederikssund Vikingespil dækker over: Selve vikingespillet og foreningen, formidling af vikingetiden og det naturskønne område ved Roskilde Fjord.

Det er blevet til undervisningsmateriale indenfor dansk, biologi, religion og matematik. De små i indskolingen kan for eksempel gå på ordjagt eller tælle hvor mange skridt, der er på halvvejen rundt om en cirkulær hytte, mens mellemtrinnet kan lære om den nordiske mytologi, og udskolingseleverne kan for eksempel lede efter blæretang og ålegræs i Roskilde Fjord eller skrive debatindlæg om frivilligt arbejde.

Materialet lægger op til, at lærere og elever besøger vikingepladsen på Kalvøen, for eksempel når de skal tage prøver fra fjorden eller lave matematiske opgaver.

– Vi vil så gerne have, at flere bruger det her område året rundt, også når der ikke er vikingespil. Det er så smukt, siger Emma Jeffries Sørensen, og lærerne udtrykker samtidig et håb om, at det på sigt måske kan bidrage til at få byens unge, der ofte hænger ud på vikingepladsen, til at værne om omgivelserne.

Undervisningsmaterialet om Frederikssund Vikingespil kan hentes ganske gratis på vikingespillets hjemmeside www.vikingespil.dk, hvor der også findes lærervejledninger. Lærerne opfordrer iøvrigt til at komme med input eller feedback til materialet, og det kan ske til info@vikingespil.dk.

maj