Husker sorgen 78 år tilbage: Irma har et blødt hjerte for kræftsyge børn

82-årige Irma Nielsen har en særlig grund til at sælge genbrug til fordel for kræftsyge børn. Hun bærer stadig byrden af forældrenes sorg.

Husker sorgen 78 år tilbage: Irma har et blødt hjerte for kræftsyge børn

I Irma Nielsens lille lejlighed i hjertet af Frederikssund er stuen ofte fyldt med ting, som hun har modtaget og nu skal sortere og ordne, inden hun sælger det videre på en stand i Kirppu. Foto: Henrik Helmer Petersen

I Irma Nielsens lille lejlighed i hjertet af Frederikssund er stuen ofte fyldt med ting, som hun har modtaget og nu skal sortere og ordne, inden hun sælger det videre på en stand i Kirppu. Foto: Henrik Helmer Petersen

23.100 kroner. Så mange penge donerede Irma Nielsen fra Frederikssund ved årsskiftet til kræftsyge børn og deres forældre, der bor på Ronald McDonald Huset på Rigshospitalet.

Året forinden donerede hun 11.200 kroner til Danske Hospitalsklovne, der giver kræftsyge børn livsmod på danske sygehusafdelinger.

82-årige Irma Nielsen er en ildsjæl.

Hun begyndte sit godgørende arbejde for tre år siden. Siden er hun hver dag stået op og har brugt meget af tiden som pensionist på at samle ind og sælge genbrug på stande i loppemarkedssupermarkedet Kirppu i Frederikssund til fordel for de kræftsyge børn.

Hun fik nyt knæ i oktober og planlagde at stoppe ved årets udgang, men hen over julen føltes det tomt. Nu er hun igen i fuld gang med det gode arbejde.

Hun er samvittighedsfuld over for køberne. Køber man varer på Irmas stande, kan man være sikker på, at tingene er i orden. Når hun sælger brugte puslespil, har hun møjsommeligt lagt dem først – for at være sikker på, at der ikke mangler en brik.

– Dem med 1000 brikker er svære for mig. Dem lægger min datter Sussi for mig, ler Irma.

Men hvordan kom det i gang?

Da hun solgte og tømte hendes og hendes afdøde mand Carls store hus på Byvej i Frederikssund, fik hun en masse ting til overs.

– Jeg lejede en stand i Kirppu og solgte mange ting. Til en start beholdt jeg selv pengene, men jeg indså, at jeg ikke behøvede pengene. I stedet besluttede jeg at finde noget godt at give dem til, forklarer Irma.

Kræftsyge børn

Det blev de kræftsyge børn, der får hendes penge.

Irma Nielsen skruer tiden tilbage. Langt tilbage. 78 år. Til årene omkring afslutningen på Anden Verdenskrig.

Hun er selv født i 1940, og et par år efter kom hendes lillesøster Jonna til verden. Familien boede i Tyrsted syd for Horsens. Hendes far var tømrer. Hendes mor passede en lille købmandsbutik – foruden de i alt seks børn.

– Pengene var små. Når roebilen kørte forbi, blev vi børn sendt ud med spande for at samle kålrabi op, som bilen tabte fra ladet. Vi fik så meget stuvet kålrabi, at jeg siden ikke har kunnet fordrage stuvede ting, ler Irma Nielsen og bliver alvorlig.

Lillesøster syg

– Min lillesøster Jonna fik kræft. Leukæmi. Hun lå på Vejle Sygehus i mere end et år. Mine forældre havde ingen bil. Det må have været dyrt for dem ofte at måtte tage taxi til sygehuset. Den gang havde man ingen rigtig behandling. Da Jonna døde i en alder af to et halvt år, var min mor højgravid.

Irma ryster smerteligt på hovedet.

– Jeg kan huske, da vi hentede Jonna på sygehuset. Hun lå i en åben kiste. Begravelsen husker jeg i glimt. At man mødtes til kaffe bagefter.

Irma så aldrig sin mor eller far græde, og hun fik aldrig rigtig talt med sine forældre om den sorg, de må have gennemlevet.

– Dengang talte man ikke om tingene. Når jeg tænker på hvor hårdt, mine forældre må have haft det, og hvor stor sorg, de må have gennemlevet, bliver jeg meget ked af det på deres vegne.

Det er den sorg – byrden af forældrenes uforløste traumer – der gør, at det blev de kræftsyge børn og deres forældre, der i dag får Irma Nielsens hjælp.

Værdsat indsamler

I de tre år hun har samlet ind, har budskabet om hendes ildhu spredt sig som ringe i vandet. Nu kommer folk fra nær og fjern og giver hende brugte ting, som hun kan sælge videre på stande i Kirppu.

– Min mål er at slå rekorden i år og sælge for mere end 23.100 kroner, fastslår Irma og viser rundt i sin lille stue i lejligheden på Bløden centralt i Frederikssund.

En bekendt har stillet en kasse med brugte ting foran Irmas dør. Nu sælger Irma tingene videre, og pengene kommer kræftsyge børn og deres forældre til gode. Foto: Henrik Helmer Petersen

Her står kasser med brugte ting, som folk har afleveret ved hendes dør. Legetøj, service, nips og brugsgenstande. Alt bliver sorteret, og når først det står på standen i Kirppu, kan man være sikker på, at det er i orden.

Da vi åbner hendes Irmas dør og tager afsked med den 82-årige ildsjæl, står der en kasse med flere brugte ting – netop afleveret udenfor.

Irma Nielsen går i gang, ihærdigt og samvittighedsfuld og med hjertet i det, hun laver.

Har man ting, man vil donere til Irma Nielsen og hendes godgørende arbejde, kan man skrive til Irmas datter Sussi på pinkgrape@hotmail.com.

Irma bor på Bløden i Frederikssund – i Hundehuset, hvor alle lejligheder er forbeholdt hundeejere. Hun har selv hunden Gustav. Foto: Henrik Helmer Petersen

I Irma Nielsens lille lejlighed i hjertet af Frederikssund er stuen ofte fyldt med ting, som hun har modtaget og nu skal sortere og ordne, inden hun sælger det videre på en stand i Kirppu. Foto: Henrik Helmer Petersen
Ved årsskiftet overdrog Irma 23.100 kroner til Ronald McDonald Huset, hvor familier med kræftsyge børn kan bo, mens børnene behandles på Rigshospitalet. Foto: Kirppu