
To berusede personer, en mand på 39 år og en 33-årig kvinde, forårsagede torsdag eftermiddag ved 13.15-tiden en del uro i Sillebroen Shoppingcenter i Frederikssund.
Faglig koordinator Erik Andersen fra Nordsjællands Politi oplyser til Frederiksborg Amts Avis, at de to, der var »særdeles berusede« gik rundt inde i centeret og forulempede og generede kunderne, før to centervagter rettede henvendelse til de to og bortviste dem.
Det havde personerne ikke lyst til, og den kvindelige del af duoen spyttede den ene vagt, ligeledes en kvinde, i ansigtet, før de forlod centret.
Politiet ankom til stedet, men manden og kvinden forlod frivilligt stedet. Kvinden blev desuden sigtet for vold mod tjenestemand.
Lidt senere, klokken 14.36, var den gal igen. Her havde de to personer begivet sig hen til Lidl på A.C. Hansensvej, hvor de ligeledes generede kunder. Og denne gang gik den ikke længere. De to blev anholdt og taget med til afrusning.
De to er desuden gamle kendinge hos politiet. De er begge fra Frederikssund, men uden fast bopæl, informerer Erik Andersen.