Frederikssund Festival er godt i gang, og festivalen håber at få gæsterne til at støtte det gratis musikprogram ved at købe et grønt armbånd til 25 kroner, som går ubeskåret til at købe musik for i 2016, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Festivalen er nemlig meget mere end tre aftenkoncerter med stjerner som Sabya, Michael Falch og Go Go Berlin i ValhaI for et betalende publikum. Udenfor i Humlehaven er der hver eftermiddag gratis musik, som alle og enhver kan komme og lytte til over en fadøl, og i år er der 25 navne på plakaten.
– Vi forsøgte også at få folk til at købe armbånd sidste år. Det er faktisk tredje år. Men nu vil vi gerne have det implementeret. Vi har tit talt om, at vi gerne vil have en endnu højere kvalitet af musikken i Humlehaven. Musikerne spiller gratis i dag, og de får kun dækket transportudgifter og får noget at spise og drikke. Men vi vil gerne være i stand til at give dem lidt i honorar, fortæller Claes Wilhelmsen, formand for Frederikssund Festival.
Frederikssund Festival rundes af lørdag med gratis musik i Humlehaven i eftermiddag og aftenkoncert med Go Go Berlin, Kings of Rock og Patrick Dorgan i Valhal. Der kan stadig købes billetter.