EM-semifinale vises på storskærm

EM-semifinale vises på storskærm
Foto: Vijay Chaudhury
Landstræner Kasper Hjulmand og resten af EM-holdet satte tidligere tirsdag kursen mod London.
Landstræner Kasper Hjulmand og resten af EM-holdet satte tidligere tirsdag kursen mod London.

På mindre end tre døgn er det lykkedes kørelærer Martin Jacobsen fra ABC Trafik og Chelle Simonsen fra kaffebaren Ærligt at stable et arrangement på benene, så fodboldglade kan samles foran en storskærm på Frederikssund Havn for at se Danmark spille EM-semifinale imod England onsdag aften – ganske gratis.

Der fyres op for stemningen fra klokken 18.00, hvor alle kan slå sig ned på Ærligts bænke og stole, men de må også gerne selv medbringe noget at sidde på. Chelle Simonsen har i dagens anledning lejet en vogn for at sælge burgere, og kaffe- og ismejeriet holder længe åbent, ligesom Restaurant Toldboden er klar med fadølshaner på sin terrasse. Kampen går i gang klokken 21.00 på en 100 tommer storskærm – det største, der var tilbage hos udlejeren – og Frederikssund Kommune opstiller en scene, skærmen skal stå på. Så skal Danmark gerne vinde og gå videre til finalen!

– Vi er kommet i mål med arrangementet. Det er helt fantastisk, og vejret skulle blive OK, siger Martin »Kørelærer« Jacobsen, der kalder det mere omfattende, end han havde troet, at få alt på plads i forhold til tilladelser fra Viasat, fra politi, fra kommune og fra brandvæsen på så kort tid, hvilket han kun har kunnet nå, fordi han har ferie fra sit arbejde.

Muligheden for at se semifinalen på storskærm i Frederikssund blev efterlyst på Facebook søndag efter de danske drenges sejr over Tjekkiet lørdag aften. Det fik Martin »Kørelærer« Jacobsen og Chelle Simonsen til at gå ind i kampen for at få stablet noget fedt på benene i en fart.

– Jeg synes, det er en rigtig god idé. Vi skal have sammenhold i byen. Frederikssund har et stort potentiale, forklarer Chelle Simonsen, der fortæller, at hun og Martin har aktiveret deres netværk i byen for at få flere til at bidrage økonomisk til det.

Rema1000, Toldboden, Max Garage, smykkeforretningen Carlo Christiansen, Niels Martin Viuff og Fjordlandslisten har blandt andet meldt sig på banen – ja og Frederikssund Erhverv har på Facebook lovet at give 5.000 kroner. Det koster 25.000 kroner plus moms at holde storskærmsarrangementet.

– Vi har fået en god pris, så vinder Danmark, og vi skal spille finale søndag, kan vi gentage det, fortæller Martin »Kørelærer« Jacobsen.