Debat: Store glæder og store udfordringer i Frederikssund Kommune

Af Michael Tøgersen, Liberal Alliance, Frederikssund Byråd:

Det er kontrasternes tid her i vores kommune. Vi har store udfordringer og samtidig meget at glæde os over.

Den er gal med vores byggesagsbehandlingstider, inflationen begynder at presse økonomien på grund af blandt andet stigende energipriser og markant stigende udgifter på det specialiserede- samt ældreområdet, vi har over 200 ukrainere, vi skal passe på, vi mangler "varme hænder" mm.

Midt i mellem udfordringer og glæder ligger ”klimaet”, som er udfordret, men vi har prioriteret betydelige midler og ressourcer til området.

Nogle af de mange glæder er blandt andet det kommende Havnebad, som står klart til brug i år, Willumsens Museum, som er i gang med en gigantisk opgradering med blandt andet café og køkken, og det Maritime Center. Disse tre projekter får vi eksternt tilskud til på cirka 60 millioner kroner. Endvidere står Kulhuscykelstien klar i meget nær fremtid, og vi bygger nye boliger på livet løs i primært Frederikssund og Vinge, men også i den øvrige del af vores kommune.

Dette blot for at nævne nogle af de ting, der viser kontrasterne, for der foregår selvfølgelig meget mere.

Kan vi tillade os at bruge penge på de positive ting, når der er mange udfordringer, og kan vi tillade os at være utilfredse, mens mennesker i nærheden af os er i krig eller udsat for kæmpe tragedier som følge af jordskælv?

Ja, det kan vi, og det skal vi, for dels er vi nødt til både at udvikle vores kommune samtidig med, at vi håndterer udfordringerne, som kræver øjeblikkelig handling, for ellers vil vi på sigt være en utrolig uattraktiv kommune, som ingen vil bo i eller flytte til, og det har vi slet ikke råd til. Dels skal vi håndtere vores egne lokale udfordringer, selvom det er hjerteskærende, hvad der sker udenfor vores grænser, for ellers afvikler vi vores kommune, og så må vi på nationalt niveau hjælpe, hvor vi kan. Lokalt ydes en kæmpe Ukraine-indsats.

Det er ikke et ”enten eller”, men et ”både og”, for ellers er det for kortsigtet, og det vil ingen være tjent med på den lange bane, og slet ikke vores næste generation.