Debat: Jeg bryder med Fjordlandslisten

Debat: Jeg bryder med Fjordlandslisten

Ole Peltola fra Jægerspris forlader Fjordlandslisten, men ikke i vrede eller frustration, skriver han i et debatindlæg. Foto: Lise Peltola

Af Ole Peltola, “løsgænger”, Muslingevej 7, 3630 Jægerspris:

Til alle i Fjordlandslisten.

Jeg har efter moden overvejelse valgt at forlade Fjordlandslisten. Jeg har indset, at jeg hører mere til i en “græsrodsbevægelse” end i et parti, for jeg er ikke til spin, taktik og fedtspilleri, men sådan er politik jo.

Jeg forlader ikke Fjordlandslisten i vrede eller i frustration. Jeg har heller ikke forladt Fjordlandslisten pga. uenighed i forhold til de politiske mål, men snarere fordi jeg ville have valgt en anden strategi hen mod målet.

Fjordlandslistens værdigrundlag har været mit helt store pejlemærke, og det vil det fortsætte med at være – for de værdier er på alle måder gennemtænkte og noget kommunen i den grad har brug for.

Alligevel er min politiske karriere i et parti herved endegyldig slut, for jeg er alt for resultatorienteret i forhold til de ting, som jeg brænder for.

Derfor vil jeg også fremover kæmpe for de samme mærkesager – nu bare som “løsgænger” og derfor nok også med lidt mere riv i.

Jeg vil ved denne lejlighed gøre det meget klart, at jeg har kæmpe stor respekt for det arbejde, som Kirsten Weiland udfører i byrådet, og jeg opfordrer alle til at bakke op om hendes fremtidige virke.

Jeg vil gerne rette en stor tak til alle jer, som jeg har arbejdet sammen med og som har støttet mig undervejs.

Tak for en spændende og lærerig tid.