DEBAT: Dur ikke med rensningsanlæg i Ådalen – tæt på ny virksomhed

Debat

Af Michael Tøgersen, (Liberal Alliance), Frederikssund Byråd

Liberal Alliance vil kæmpe for, at det nye rensningsanlæg ikke skal ligge i Ådalen i Frederikssund.

Tak til Frederiksborg Amtsavis for at citere mig fra byrådet i onsdags i amtsavisen om dette så vigtige emne.

Vi skal ikke have et nyt rensningsanlæg, der skal servicere fem kommuner "midt" i vores by.

Som en borger udtrykte det: "Hvorfor skal fem kommuners borgeres afføring transporteres til vores kommune?"

LA har derfor bedt om, at andre beliggenheder undersøges – selvom et flertal i Udvalget for Plan og Teknik havde godkendt Ådalen – og det er heldigvis besluttet. TAK!

Ådalen er et lækkert rekreativt område tæt på by, beboelse, skole og Idrætsby, og placeringen vil gøre anlægget til genbo til FOSS, som lige har købt en grund til mere end 60 millioner kroner for at etablere flere hundrede arbejdspladser, og som nok ikke havde set komme, at de skal ligge op og ned af et rensningsanlæg.