Debat: 25 helt unikke pladser til lærlinge der ønsker et fællesskab

Af Michael Tøgersen, medlem af Frederikssund Byråd for Liberal Alliance:

25 lærlinge tilbydes nu et social netværk på tværs af virksomhederne i Frederikssund Kommune med adgang til at arbejde med prototyper på MakerVærket inklusiv 3D print og laserskæring, viden og værktøjer om at handle på idéer og gøre dem til virkelighed.

Der er desværre kun 25 pladser i denne omgang, som besættes efter først-til-mølle-princippet med ansøgningsfrist den 3. februar. Hver deltagende virksomhed kan tilmelde op til fem lærlinge. Uddybende information om forløb og tilmelding kirstine@maker-effekt.dk.

Tuborgfondet har henvendt sig til os via Foreningen Maker for at afprøve veje til at skabe fællesskab for unge lærlinge, der er i gang med deres praktikforløb.

De har fået øje på Frederikssund Kommune på grund af MakerVærket og vores resultater på erhvervsuddannelsesområdet samt vores gode samarbejde mellem folkeskole, ungdomsuddannelse/Campus og virksomheder/Frederikssund Erhverv

Konceptet bliver kaldt KOSTBART og er opbygget af tre moduler á 3 timer. Det vil klæde de unge faglærte på til i fællesskab at kunne prototype deres idéer – med afsæt i MakerVærkets digitale prototypeteknologier. Idéerne skal udspringe af udfordringer, de møder i deres daglige arbejde i jeres virksomheder.