Jægerspris: I 1985 blev Kringle-Cup i indendørs fodbold for første gang afviklet i Møllegårdhallen i Jægerspris. Det har været spillestedet hvert år, bortset fra 2020 hvor kampene blev afviklet i Skibby Hallen, da gulvet i Møllegårdhallen var under renovering.
De to sidste år har stævnet været aflyst grundet covid-19, men efter mange opfordringer er Kringle-Cup nu på plads,og afvikles på lørdag. Det er 27. gang, stævnet afvikles, i øvrigt det samme antal gange som en anden klassiker, Grevinde Danner Løbet, der finder sted 26 marts.
Den første kamp afvikles klokken 8, og efter 77 kampe i ubrudt rækkefølge vil Kringle-Cup først være afsluttet efter mere end 10 timers fodbold.
Foruden klubhold og familiehold støder man på sjove påfund af navne, som ”FC 3 kampe og i bad”, ”Landsholdsreserverne”, ”De små prinsesser”, ”Bad Boys” og ”Hurricanes”. Der deltager 35 hold i syv grupper, og spilletiden er syv minutter per kamp. Der er præmier til de tre bedst placerede hold i finalerunderne.
Stævnet arrangeres af oldboys-gruppen og JIK, og kantinen er åben under hele stævnet.
bs