
Lyskrydset ved Egevangen nær Føtex og rådhuset er blevet et sted, hvor der sker en del små venstresvingsuheld.
Torsdag klokken 14.45 skete der endnu et sammenstød. En 37-årig mand skulle dreje til venstre i krydset, hvor han overså en 35-årig modkørende kvindelig bilist. Der skete kun mindre materiel skade ved sammenstødet. Uheldet udløser dog en bøde og en betinget frakendelse til den 37-årige mand, hvilket betyder, at han skal op til en ny køreprøve, oplyser politikommissær Bjarne Vestergaard.