
Nordsjællands Politi håber på, at flere vidner melder sig i sagen om knivstikkeriet søndag aften ved Egedalshallen i Kokkedal. De har på nuværende tidspunkt nogle vidner, men ønsker flere. Det oplyser politikommissær Henrik Gunst.
Politiet venter på at kunne afhøre den 22-årige, der blev stukket ned, og håber, at det kan kaste klarhed over sagen. Henrik Gunst ved endnu ikke, hvornår afhøringen kan finde sted. Den 22-åriges tilstand er i bedring, og han overlever knivstikkeriet.
Henrik Gunst påpeger, at politiet endnu ikke kender til motivet bag knivstikkeriet, ligesom gerningsmændene endnu er ukendte.
– Sagen kan indtil videre gå i alle retninger, siger Henrik Gunst.
Banderelateret?
I løbet af 2017 opstod der uro i banden Loyal to Familia i Kokkedal, og det skønnes, at over 10 medlemmer af indvandrerbanden har forladt bandemiljøet. Det betød, at Loyal to Familias afdeling i Kokkedal blev lukket. Herefter er det kommet frem, at syv eller otte af de tidligere bandemedlemmer fra LTF i Kokkedal er blevet optaget på prøve i banden Hells Angels. Samtidig hævder Loyal to Familia at have etableret en ny afdeling i Nivå i 2017. Om knivstikkeriet skyldes uenigheder mellem banderne Loyal to Familia og Hells Angels vides endnu ikke.
Henrik Gunst kan dog ikke bekræfte, at knivstikkeriet er banderelateret, ligesom han heller ikke kan bekræfte, at den 22-årige mand er en af de tidligere LTF'ere, der sidste år forlod Loyal to Familia og blev prøvemedlem hos Hells Angels.
Stukket ned ved Egedalshallen
Det kom først frem i sagen, at den 22-årige blev stukket ned på P-pladsen foran boligblokken på Egedalsvænge 5 og herfra flygtede over Holmegårdsvej og sank sammen ved en bil på P-pladsen ved Egedalshallen.
Henrik Gunst fortæller, at knivstikkeriet ikke fandt sted ved Egedalsvænge, men ved Egedalshallen.