– Jeg husker det meget tydeligt. Jeg skulle på værksted med min bil, som skulle have nyt batteri, og jeg stod her i gangen, foran spejlet, siger Olga Orlova.
Hun sidder ved sit spisebord i huset i Fredensborg og laver en håndbevægelse mod gangen bag hende.
– Jeg åbnede enten Facebook eller Instagram. Og jeg begyndte bare at græde, siger hun.
Olga Orlova beskriver morgenen, den 24. februar 2022. Hun har netop fået nyheden om, at Ruslands har invaderet Ukraine.
– Min søn kom ud fra sit værelse, og jeg sagde, at det skulle nok blive godt. Så tænkte jeg, at jeg måtte trække vejret og fortsætte mit liv, siger hun.
Da hun kommer hen på værkstedet, fortæller en flink mekaniker, at de desværre ikke har en lånebil med automatgear til hende.
– Så sagde jeg til ham, at det var lige meget. Jeg stod bare derinde i chok. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvordan jeg overhovedet var kommet hen på værkstedet.
En sovjet-barndom
Olga Orlova er født og opvokset i industribyen Donetsk, i det østlige Ukraine.
Hendes barndom var helt almindelig sovjet, forklarer hun. Der var koldt om vinteren, men varmt om sommeren, hvor de badede i Sortehavet og spiste af byens søde abrikoser, kirsebær og jordbær.
Hun blev desperat i øjnene, da vi sagde, at vi desværre ikke kunne se hende på listen.
Olga Orlova
Hun kom til Danmark for 20 år siden, og har altid boet i Fredensborg Kommune, i både Humlebæk og nu Fredensborg, hvor hun bor med sin mand og børn.
Siden krigen begyndte, har hun tilbudt sin hjælp de steder, hvor det var muligt. Hun har blandt andet været frivillig i Kridthuset i Nivå, og været en del af organisationen ”Bevar Ukraine.” Navnlig har hun ageret tolk for mange af de ukrainere, der er kommet til Danmark.
Som at have tømmermænd
Der gik ikke mange timer af krigen, før det snurrede i Olga Orlova, for at komme i gang med at hjælpe.
– Det er sådan en følelse, som om man har tømmermænd. Man er ikke rigtig vågen, og man er klistret hele tiden til telefonen for at se, hvad der sker. Det er ikke rigtigt. Det foregår bare ikke. Jeg ringede sammen med andre ukrainere jeg kender i Danmark, og vi var alle nærmest halvsyge. Det er sådan lidt som en bi, som bliver vækket midt om vinteren. Helt desorienteret, siger hun.
Imens hun jonglerede med at få sin egen familie i Ukraine til Danmark, samt at passe job og børn, begyndte hun at skrive til ”gud og hver mand” på Facebook. Her tilbød hun blandt andet sin hjælp som tolk.
– Jeg tror, at os der bor i udlandet, vi har sådan en følelse af skyld. At vi ikke kan gøre så meget, når de er dér, og vi er her og har det godt. Og det er blandt andet derfor, at jeg følte, at jeg var nødt til at hjælpe.
Pludselig skulle hun med nogle af de første busser, der samlede ukrainere op fra Polen og kørte dem til Danmark.
To frivillige og to tolke, kørte de af sted til Polen og hentede folk.
Tolke skal være neutrale
Ét særligt møde fra busserne står stadig klart for Olga Orlova. En udmattet mor med fem børn, der skulle til Danmark, henvendte sig. Men kvindens navn var ikke at finde på deres liste over, hvem der skulle samles op.
– Man kunne bare se, at de var mange dage undervejs. Hun havde en søn på 12, som bar både en baby og en rygsæk. Jeg får gåsehud stadig, når jeg tænker på hende, siger Olga Orlova og trækker skuldrende op til ørene.
Det er sådan en følelse, som om man har tømmermænd. Man er ikke rigtig vågen, og man er klistret hele tiden til telefonen for at se, hvad der sker.
Olga Orlova
– Hun blev desperat i øjnene, da vi sagde, at vi desværre ikke kunne se hende på listen. Jeg sagde, at hun kunne få min plads. Jeg sidder ved toilettet, på trappen, whatever. Hun skal bare med os.
Heldigvis blev der plads til moderen og børnene, da flere andre fra listen ikke dukkede op.
Knap et år efter, stødte Olga Orlova uventet ind i børnene igen.
– Jeg vidste, at jeg skulle tolke for nogle børn, men jeg vidste ikke hvem det var. Så kom de ind. Jeg ved godt, at tolke skal være neutrale, men jeg fik virkelig lyst til at kramme dem. De havde det godt, og det var så stort, siger hun.
De skal være på hele tiden
Olga Orlova deler ophav og kultur med de ukrainere, navnlig kvinder, hun har mødt i løbet af det sidste år. Alligevel står de i meget forskellige situationer.
– Jeg prøver at være ligesom dem. Jeg prøver virkelig at hjælpe dem så meget jeg kan og prøver at give tegn på, at jeg er ligesom dem. De skal bare vide, at jeg er også en kvinde, og jeg har også børn, siger hun.
Hun oplever, at problemstillingerne i dag er anderledes for ukrainerne i Danmark end for et år siden. Dengang skulle de digitaliseres og have Mit-iD og indstilles i kommunen, men nu er der kommet struktur på, med arbejde og skole for de fleste.
– Som mor, så synes jeg, at de her kvinder, der er flygtet med børn, er virkelig stærke. De skal være på 100 procent, og de skal ikke kun tænke på sig selv. Det er ret nemt at blive deprimeret i sådan en situation. Men det gør de ikke. De gør bare alt for at få deres børn i sikkerhed, siger hun.
Piler rundt i weekenden
Olga Orlova hjælper fortsat til som tolk. Derudover bruger hun mange weekender på at pile rundt, for at opsamle og aflevere aflagte sager. Hun synes, at hun stadig mærker meget støtte fra folk i Danmark, når hun beder om det.
Jeg ved godt, at tolke skal være neutrale, men jeg fik virkelig lyst til at kramme dem.
– Jeg skrev for en måneds tid siden ud på Facebook, at der kom en familie med tre børn, og at jeg søgte noget børnetøj. Jeg tror, at den yngste var fem eller ti dage gammel, da de pakkede bilen og kørte hertil. Jeg fik simpelthen så meget tøj. Da jeg skulle pakke bilen, var jeg nødt til at lægge alle sæderne ned, for at få plads til det hele, siger hun.
Lige nu er det især stearinlys, der skal samles ind. De skal både bruges til at varme soldater og civile under strømafbrydelser.
På vej tilbage
– Ukraine skal vinde krigen. Det kan ikke være anderledes, siger Olga Orlova.
Når hun tænker på landets fremtid, så bliver hun ikke ked af det.
– Når krigen er slut, og folk begynder at vende hjem, vil de vende hjem fra forskellige lande, og så vil de tage nogle små ting med sig, fra de steder de har været. Når landet begynder at blomstre, så vil det være en helt anden kultur, og der vil være mere sammenhold, siger hun.
Allerede da hun kørte med busserne, synes hun, at hun var vidne til den ånd, som hun er sikker på, vil forblive hos befolkningen.
– Hver gang vi kom af færgen tidligt om morgenen i busserne, så fortalte jeg, at der er normalt en flot udsigt, men at det var svært at se i mørket. Så hørte jeg som regel, ofte fra teenage-børn i bussen ”Ja, ja. Men det får vi lov til at se på vej tilbage.” Og jeg sagde ”På vej tilbage?” ”Ja, ja. Når vi skal tilbage til Ukraine og bygge landet op,” svarede de. Og jeg tænkte bare ’sagde de virkelig det?’ griner hun.
– De forstod virkelig, at nu er vi taget af sted, men på et tidspunkt skal vi tilbage. Det er en stor ting, når den unge generation tænker på det.
