Nye skilte sætter fokus på mobilen i trafikken

Fredensborg Kommune er med i ny kampagne, der skal få flere bilister til at lægge mobiltelefonen, når de kører i trafikken

De næste par uger møder du skiltet Læg mobilen på cykel- og bilparkeringspladser i kommunen. Kampagnen skal minde os allesammen om, at vi ikke bør bruge vores mobil, når vi cykler eller kører bil. Pressefoto
De næste par uger møder du skiltet Læg mobilen på cykel- og bilparkeringspladser i kommunen. Kampagnen skal minde os allesammen om, at vi ikke bør bruge vores mobil, når vi cykler eller kører bil. Pressefoto

Selvom otte ud af ti danskere mener, at det er uacceptabelt at tale i håndholdt mobil i trafikken, så er der fortsat mange der stadig snakker i mobil når de kører på cykel eller bil. Derfor sætter Fredensborg Kommune sammen med Rådet for Sikker Trafik ekstra fokus på problemet i de kommende uger.

For selv om de fleste trafikanter godt ved, at håndholdt mobil og bilkørsel både er forbudt og risikabelt, så er der alene i år sigtet knap 20.500 personer i hele landet der har snakket i håndholdt mobil. De 914 af dem i Nordsjællands Politikreds, viser tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

For mange dødsulykker

Og risikoen ved at bruge mobilen i bilen er åbenlys: I over halvdelen af dødsulykkerne på vejene er der uopmærksomhed eller manglende orientering involveret, viser tal fra Vejdirektoratet.

Derfor skal der mere fokus på mobiltelefoner i trafikken, mener Flemming Rømer (DF) der er formand for Infrastruktur- og teknikudvalget.

"Alt for mange bruger deres mobil, mens de kører bil. Desværre har det ofte voldsomme konsekvenser, når vi er uopmærksomme og ikke følger med i trafikken. Derfor er det også vigtigt, at vi hjælper hinanden og husker hinanden på, at vi skal lægge mobilen væk, når vi kører bil eller cykler", siger han i en pressemeddelelse.

Læg mobilen væk

Og det får opbakning fra Lisbeth Sahl, der er seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

"Når ulykkerne sker, så virker det fuldstændig meningsløst, at det måske var en helt ligegyldig besked på mobilen, der var skyld i, at det gik galt. For at undgå det, opfordrer vi til, at man lægger mobilen helt væk, allerede når man sætter sig ind i bilen. Især hvis man ved, at man har svært ved at lade mobilen være, hvis den begynder at brumme eller bippe," siger hun.

/pm