Nivå-mænd anholdt for uro ved handelsskole

Nivå: Fire yngre mænd fra Nivå blev fredag anholdt af Nordsjællands Politi for at modsætte sig ordensmagtens ordrer i forbindelse med optræk til uro ved et busstoppested ud for Handelsskolen København Nord i Lyngby.

Politiet blev tilkaldt klokken 14.33, fordi der var optræk til klammeri mellem to grupper unge med indvandrerbaggrund, og da betjente nåede frem til stedet, vendte de unge sig imod politiet, oplyser vagtchef Per Thuesen fra Nordsjællands Politi.

En ung mand råbte ukvemsord efter politiet, og da han nægtede at oplyse sin identitet, besluttede betjentene anholde ham, men han satte sig til mordværge, og det endte med, at fire mænd i alt blev anholdt.