Nivå-byggeri ser ’lyset for enden af tunnelen’

Tirsdag var der rejsegilde i boligbyggeriet Teglsøerne i Nivå. Boligerne omfatter både rækkehuse og lejligheder, og den sidste del forventes at stå færdigt inden årets udgang.

Nivå-byggeri ser ’lyset for enden af tunnelen’

Rejsegildet markerer, at konstruktionen i den sidste og tredje etape af byggeriet Teglsøerne nu er rejst. Både politikere og bygherre var mødt frem, for at rose parterne i byggeriet, der bliver en del af den nye Nivå Bymidte. Foto: Tine Trier

De startede på en tom mark for to og et halvt år siden, men nu er konstruktionen rejst. Så rejsegilde skulle der tirsdag være for de håndværkere, der arbejder på boligbyggeriet Teglsøerne i Nivå.

– Det er rigtig dejligt, at vi er kommet så langt. Det bliver en smuk bydel, som vi kan være stolte af, sagde projektleder hos bygherren MT Højgaard, Jesse Pörzgen.

Nær natur og fællesskab er nogle af de ting, som boligerne Teglsøerne skal byde på. De skal blandt andet dele fælleshus med lejeboligerne Plushusene, som ligger i den østlige del af området ved Tegløsen i Nivå. Foto: Tine Trier

Boligerne bliver netop bygget klos op ad Teglsøen i Nivå, og skal omfatte 97 ejerlejligheder- og rækkehuse. En del er allerede solgt, imens de resterende rangerer i pris fra 2,5 millioner kroner til 3,5 millioner kroner. Med rejsegildet er de nu godt inde i byggeriet, hvoraf en del forventes at være færdig til august og en del i september.

– Der har været noget turbulens i markedet undervejs, med både krig og corona, men der er lys for enden af tunnelen nu. Så foråret er godt på vej, sagde Jesse Pörzgen, inden han skulle op på talerstolen og sige et par ord til de fremmødte håndværkere og projektudviklere.

En del af det nye Nivå

Også borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) var mødt frem for at sige et par ord.

– Det I bygger her, har jo reelt udgjort starten på den kæmpe ændring af Nivå, som sker i disse år. For det er på mange måder en helt ny bydel, i en helt ny bymidte, som skyder op her, sagde Thomas Lykke Pedersen.

Thomas Lykke Pedersen (S) behøvede ikke mikrofon, forklarede han, inden han indtog talerstolen. Foto: Tine Trier

Boligerne Teglsøerne ligger et spytkast fra den nye Nivå Bymidte, og grunden, der er ejet af MT Højgaard, er tænkt ind i udviklingsplanen for Nivå. Her skal der bo folk, som kan bruge bymidten.

– Og indtil den nye bymidte står færdig – så kan de nye Nivå-borgere i høj grad nyde den dejlige natur her ved Nivå. Ved lergravene og ved havnen, sagde Thomas Lykke Pedersen inden han til slut takkede håndværkerne og alle involveret i arbejdet med byggeriet.

Fælleshus og nær natur

Teglsøerne bliver bygget med tanke på naturen i området, og fællesskab bliver også nævnt flere steder i beskrivelsen af boligerne. Boligejere kommer blandt andet til at dele fælleshus med Bofællesskaberne Plushusene, der ligger i den østlige del af området. Plushusene er modsat te blandt andet dele fælleshus med lejeboligerne Plushusene, der ligger i den østlige del af området.

Projektudviklingsfirmaet MT Højgaard står bag projektet og er grundejer, men de har et væld af samarbejdspartnere. Byggeriet er tegnet af Holscher Nordberg Architects, og landskabsarkitekt Lassen Landskab har haft til opgave at forbinde boligerne til den omkringliggende natur. Ikke mindst er det MT Højgaards søsterselskab Enemærke & Petersen (E&P), der står for selve opførelsen. Derfor var der naturligvis også en repræsentant herfra til stede.

Der duftede godt ved byggegrunden, og efter talerne kunne de fremmødte gå om bord i sodavand og burgere. Foto: Tine Trier

– Det er med meget stolthed og ydmyghed, at jeg står heroppe i dag, forklarede han fra talerstolen, inden han takkede for samarbejdet og ”familien,” som han kaldte sine medarbejdere.

Også lidt ros til kommunen blev det til.

– Vi synes, at vi har haft en god dialog med kommunen omkring de støjgener, der har været. Folk er flyttet ind imens vi har arbejdet herude, men det har vi prøvet at løse sammen, sagde han.