
De to konservative byrådspolitikere stod til mandagens byrådsmøde alene med ønsket om at fritage kunstmuseet Louisiana for ejendomsskatter i 2020 og 2021.
Beløbet er omkring 200.000 kroner, oplyser Fredensborg Kommune, og Louisiana har vej mod et underskud på 18-20 millioner kroner. Derfor havde museet, i et forsøg på at hente hjælp fra mange samarbejdspartnere, bedt om fritagelse.
Borgmesteren og flere andre partier, blandt andet Radikale Venstre, udtrykte i stedet en opbakning til at øge den kommunale støtte til de parkeringspladser, der skal anlægges nord for Gl. Humlebæk Kro. Debatten bidrog ikke med nye argumenter, udover de argumenter, der er fremført i avisartikler i de seneste uger.
Carsten Bo Nielsen (V) gjorde dog opmærksom på, at Louisiana Fonden, den bagvedliggende fond bag kunstmuseet, har en solid egenkapital på over 80 millioner kroner med en obligationsbeholdning på 91 millioner kroner.