Hun lukker sin butik med tanke på sit helbred

Butikken ’By Lilla’ må desværre lukke efter en periode med flere svære overvejelser.

Hun lukker sin butik med tanke på sit helbred

Lone Lilla Nielsen havde i nogle år et lokale på en gård i Humlebæk, der var hendes “butik”. Det kørte hun på hobbyplan med salg af hjemmelavede ting på Facebook, inden hun fik sin butik i centret. Foto: Niels Mathiesen

Efter fire år i Humlebæk Centeret må Lona Lilla Nielsen lukke sin butik ’By Lilla’. Det skriver Helsingør Dagblad, der har talt med butiksindehaveren. Lone Lilla Nielsen er nået til den barske erkendelse, at der ikke kommer kunder nok i butikken.

– Jeg er totalt ked af det. Der er kommet en masse kunder ind, som nærmest er grædefærdige. De synes, at det er så ærgerligt. Jeg har mange søde, faste kunder – det har bare ikke været nok, siger Lone Lilla Nielsen til Helsingør Dagblad.

Lone Lilla Nielsen havde første åbningsdag mandag den 27. maj i 2019. I butikken var der alt fra pyntegenstande, værtindegaver, lammeskind fra Island, unikke betonfigurer og blomsterdekorationer, for bare at nævne et lille udpluk. De senere år er der kommet mere tøj i butikssortimentet. Det er endnu uvist, hvornår By Lilla har sidste åbningsdag, men inden da vil Lone Lilla Nielsen holde ophørsudsalg i butikken, hvor hun kan skille sig af med hendes varer.

Beslutningen om at lukke har efterhånden været et stykke undervejs. Der har været tid til at reflektere over op- og nedture med sin butik. Butikken har været udfordret både af corona og en brækket ankel, der har givet lukketid i butikken. Ja, efter fire år lyder regnskabet, at der nok har været flest nedture for By Lilla, og det er svært at være vidne til længere.

– Personligt har det været helt forfærdeligt at stå med en butik, som bare ikke ville løbe rundt. Jeg har tidligere været sygemeldt med stress og depression, så jeg skal virkelig passe på mig selv. Lukningen er også en investering i mit eget helbred, siger Lone Lilla Nielsen til Helsingør Dagblad.

Lone Lilla Nielsen havde i nogle år et lokale på en gård i Humlebæk, der var hendes “butik”. Det kørte hun på hobbyplan med salg af hjemmelavede ting på Facebook, inden hun fik sin butik i centret. Foto: Niels Mathiesen