Golfklub kan undgå konkurs

Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Nørregaard Allan Noerregaard

Tænk på et kompromis, lyder det fra tidligere golfspiller, der har anlagt sag mod Fredensborg Golf Club.

Centralt i sagen står risikoen for en konkurs i golfklubben, men de 150 tidligere medlemmer kan næppe kaste Fredensborg Golfklub ud i en konkurs, selvom retten dømmer golfklubben til at tilbagebetale indskudsbeløb på 14.400 kroner.

Det vurderer Preben Kristensen, der sammen med sin hustru Yrsa står bag det civile søgsmål mod golfklubben. Golfklubben vil nemlig stadig kunne falde delvis tilbage på den vedtægt, der tillader klubben at fastlægge de nærmere omstændigheder – eksempelvis en rateudbetaling, lyder det fra sagsøgerne.

Fredensborg Golf Club har undervejs i sagen afvist enhver forpligtelse til at tilbagebetale indskud, men har stadig til hensigt at indfri de gamle løfter, når klubbens økonomi bliver bedre.

Sagen afventer nu, at retten i Helsingør finder en ny dommer, der ikke kan beskyldes for at være inhabil. Derefter skal den nye dommer afgøre, om sagen kan gå om i samme form som sidst – eller om den skal for retten i en anden form end en simpel småsag.

Det får Preben Kristensen til at invitere klubben til at forhandle en mindelig løsning med de op til 150 tidligere golfspillere, der før finanskrisen tegnede sig for et stort indskud – fordi de blev lovet at kunne få det tilbage.

– En delvis betaling via greenfee-billetter, altså gratis spil på banen á 600 kroner, vil være gratis for klubben – og det vil blot give lidt flere spillere på banen, siger Preben Kristensen, der vurderer, at antallet af berørte spillere af naturlige årsager falder fra år til år.

Hvis klubben på generalforsamlingen vedtog at lave en kombination af greenfee og midlertidig kontingentforhøjelse på fem procent, vurderer han, at klubben kan håndtere løftet til de tidligere medlemmer i løbet af tre år.

Han understreger, at han ikke ønsker klubbens konkurs, men en løsning, hvor tidligere medlemmer ikke betaler for klubbens redning. Per Møller, der er kasserer i Fredensborg Golf Club, oplyste i går i al venlighed, at han stadig ikke vil kommentere retssagen eller mulighederne for et kompromis.

– Men det er ingen hemmelighed, at klubben er kede af at være havnet i en situation, hvor en sådan sag kører i retten, sagde Per Møller.