Den mekaniske stol bliver hejst op med en gnaven lyd, så jeg sidder cirka halvanden meter over jorden. Det føles til forveksling som fem meter, men jeg kvæler min højdeskræk.
Lokalet i Jernbanegade er lyst, rent og minder lidt om en tandlægeklinik. Men her er det altså fødderne, det drejer sig om.
Fodterapeut Anne Wismann sidder med hovedet i min fodhøjde og tørrer mine fødder af med et håndklæde. De er lige blevet blødgjort i varmt sæbevand.
– Har du ondt nogle steder i fødderne? Spørger hun.
– Hvis jeg har gået meget på en dag, kan jeg godt få lidt smerter i hælene, melder jeg, og hun begynder at trykke på fødderne for at lokalisere smertepunktet.
– Dér?
– Ja, nok mest der, svarer jeg, da hun når enden af mine hæle.
– Det er også dér, du har noget hård hud. Og lidt revner.
Siden 1999
Anne Wismann er statsautoriseret fodterapeut og åbnede sin klinik i Jernbanegade 14 tilbage i 1999.
24 år senere, i 2023, har hun fået en indlejer. Nemlig sin niece, Nadja Wismann, der også er statsautoriseret fodterapeut, frisk fra uddannelsen. Nadjas tiltræden har gjort, at det nu er muligt at bestille tid igen, efter at der i mange år har været lukket for tilgang. Klinikken er springklar og tilbage i Jernbanegade, efter en vandskade tvang Anne Wismann til at finde et nyt lokale sidste år.
Både Anne og Nadja Wismann brænder for fodbehandlinger til folk, der har stort behov for det. Især ældre mennesker og diabetespatienter, forklarer de. Klinikken har ydernummer, og de kan derfor tage imod patienter, der har fået henvisning fra egen læge.
Hvad er gode fødder?
Gode fødder er ikke noget, man kan sætte på formel, forklarer kvinderne, da jeg spørger til det.
– Det er meget individuelt. Hvad der er det optimale for dig, er ikke nødvendigvis det samme som for Knud på 90 år, fordi han har nogle andre ting at tage højde for, siger Nadja Wismann.
Anne Wismann fortsætter:
– Når nogen spørger mig ”åh Anne, synes du mine fødder er slemme?” så har jeg det også sådan, hvad er slemme? Det optimale for en fod er, at man ikke har smerter, siger hun og forklarer, at godt fodtøj er essentielt.
– Synes du mine fødder er slemme? Spørger jeg, lidt tøvende.
– Nej, det synes jeg ikke. De er meget normale, af en ung kvinde som dig, smiler Anne Wismann.
Således beroliget.
En skalpel?
– Med en skalpel? Spørger jeg nervøst og mindes en studiekammerat, der endte på skadestuen, efter at han forsøgte at udføre denne behandling på sig selv.
Anne Wismann forsikrer om, at hun har prøvet det mange gange før.
Det kilder en smule, da hun går i gang med at skrabe.
Gem høvlen til parmesanosten
Jeg har aldrig taget mig synderligt af mine fødder. De findes for enden af mine ben, og de kan gemmes med strømper og sko, når de ser mærkelige ud. En gang imellem får de en tur med rivejernsfilen, når den hårde hud bliver for hård.
Filen gør, hvad der skal til. Troede jeg.
– Sådan en fodfil i metal, der nærmest ligner en høvl til parmesanost, den skal man ikke bruge, siger Nadja Wismann, da snakken falder på, hvordan man plejer sine fødder derhjemme.
– Det er jo sådan en jeg har! Udbryder jeg.
– Jamen, det er no-go, siger Anne Wismann.
Min ellers effektive fodfil fra Matas, er typen, der stresser huden, forklarer Nadja Wismann.
– Den gør faktisk bare, at du producerer mere hård hud, siger hun.
Når det kommer til, hvilken fil man så skal bruge, er kvinderne en smule opdelt. Anne Wismann foretrækker sandpapirsfil eller en pimpsten, imens Nadja Wismann foretrækker pimpsten eller en ganske almindelig opvaskesvamp.
– Med ind i badet med den, og så skrub dine fødder med den. For den er skånsom og effektiv, siger Nadja Wismann.
Begge kvinder er til gengæld enige om, at plankerne skal smøres: Creme hver dag, lyder beskeden.
Mangel på fodterapeuter
Kernen af fodterapeuternes kundegruppe, ældre mennesker og diabetespatienter, vokser nemlig på landsplan. Men uddannelsespladserne er de samme. Cirka to hold af 28 terapeuter bliver færdiguddannet hvert år, fra de to skoler der findes i landet.
– Der er flere og flere, der får diabetes, så der opstår en mangel på os. Og der bliver også flere ældre. Blandt de lidt yngre, er der måske flere, der bliver opmærksomme på det, som en form for velvære, siger Anne Wismann.
Hun planlægger at tage efteruddannelse i diabetes, og underviser desuden i forebyggelse af fodsår i et rehabiliteringsprogram i Hørsholm Kommune.
Husk de gode sko
– Nu er det hårde hud beskåret, siger Anne Wismann, idet hun lægger skalpellen fra sig.
Hun begynder at rense mine negle, for at undersøge, hvor kort hun kan klippe dem. Da hun hiver negleklipperen frem, lyder der et smæk, hver gang bladet hakker en af mine tånegle over.
– En fast hælkappe, god lukkeordning, stødabsorberende, høj tåkappe, og så skal de være bøjelige, men ikke for bøjelige, forklarer kvinderne, da jeg spørger dem til, hvilke sko, der er bedst at gå i.
– Jeg filer dine tånegle nu, siger Anne Wismann og hiver et apparat frem, der mest af alt ligner en elektrisk tandbørste med en ledning i.
Den summer højt, da den tænder. Da hun kører den over mine negle, lyder det lidt som en hveps, der aggressivt kaster sig mod et vindue. – Det er lidt ligesom til tandlægen, giver Anne Wismann mig ret i. Bagefter går hun, som sidste trin, neglene igennem med en lille kniv, til kanterne.
En gåtur i Slotshaven
Det var på en gåtur i Slotshaven, at de to kvinder blev enige om, at Nadja Wismann skulle ind i klinikken. Nadja Wismann var i gang med fodterapeut-uddannelsen, og hun manglede et sted at starte op, forklarer hun.
– Så jeg er jo også blevet smurt lidt herovre fra, kan man sige, siger hun og nikker mod Anne Wismann, der griner.
Siden de er blevet kollegaer, er moster og nieces relation ikke ændret, forklarer de.
– Vi har altid været forholdsvist tætte, og vi er rimelig easy-going begge to. Og det er gået virkelig godt, siger Nadja Wismann. Anne Wismann giver sin niece ret.
En velduftende omgang creme låser behandlingen fast, og jeg hopper ned fra briksen, formentlig et par 100 gram lettere, efter al den døde hud er skraldet af hælene.
