BIBLIOTEK Bliv klogere på, hvordan man inviterer den vilde natur ind i baghaven, når forfatter og forstadsfarmer Lene Skrumsager Møller gæster Nivå Bibliotek med sit klimaforedrag ’Fra græsplæne til grøntsagsmark’.
“Mange drømmer om at leve et liv i pagt med naturen. Forfatter Lene Skrumsager Møller har sammen med sin familie gjort drømmen til virkelighed ved at forvandle græsplænen i parcelhushaven til en frodig oase, hvor de dyrker jorden klima- og miljøvenligt og med plads til høj biodiversitet,” skriver Nivå Bibliotek i en pressemeddelelse om foredraget.
Foredraget finder sted 29. marts klokken 19 til 21, og her tager Lene Skrumsager Møller udgangspunkt i sin bog ’Fra græsplæne til grøntsagsmark’. Hun fortæller om, hvordan hun og familien på bare ét år har forvandlet deres helt almindelige forstadshave til et slaraffenland af grøntsager og dyreliv. Hun giver masser af tips til bæredygtigt jordbrug, og hvordan man selv kan gå i gang med at invitere den vilde natur ind i sin baghave.
Foredraget er en del af tre klimaforedrag arrangeret af Fredensborg Bibliotekerne i samarbejde med Fredensborg Kommunes Klimateam med fokus på, hvordan ændringer i hverdagen kan være til gavn for klimaet. .
Arrangementerne er gratis, men man skal tilmelde sig via bibliotekets hjemmeside.
Jk
