Flygtningefodbold skal udbredes til hele Danmark

Foto: Anna Egeris Karstoft
Fodbold er noget de fleste forstår, og det er derfor en god måde for flygtninge at få dannet bånd til danskere og få lært at tale dansk, fortæller Fartash Alirezai, der er frivillig træner for de flygtninge, der kommer til fodboldtræning i Nivå-Kokkedal Fodboldklub hver fredag eftermiddag.  Foto: Anna Egeris Karstoft
Fodbold er noget de fleste forstår, og det er derfor en god måde for flygtninge at få dannet bånd til danskere og få lært at tale dansk, fortæller Fartash Alirezai, der er frivillig træner for de flygtninge, der kommer til fodboldtræning i Nivå-Kokkedal Fodboldklub hver fredag eftermiddag. Foto: Anna Egeris Karstoft

– Da jeg så en mand spytte på en flok syriske flygtninge fra en motorvejsbro i medierne, blev jeg så provokeret, at jeg begyndte at overveje, hvad jeg selv kunne gøre for at integrere flygtninge i Danmark. Og det var der, jeg fik idéen til at invitere unge mænd fra Center Sandholm til gratis fodboldtræning i vores fodboldklub, fortæller Mogens Mortensen, der har været fodboldtræner i Nivå-Kokkedal Fodboldklub i snart tredive år.

Mogens Mortensen ønsker, at de unge mænd fra Center Sandholm kommer ud og ser noget andet end asylcentret og får mulighed for at danne bånd med nogle danske mænd.

Derfor tog fodboldklubbens bestyrelse fat i Ungdommens Røde Kors tilbage i november, og i fællesskab sørger de nu for, at mændene fra Center Sandholm kan komme ud på fodboldstadionet i Nivå hver fredag eftermiddag og spille fodbold helt gratis.

Også flygtninge, der er blevet placeret i Fredensborg Kommune, bliver tilbudt gratis fodboldtræning.

– På sigt håber jeg på, at vi kan få et samarbejde op at køre med kommunen, så konceptet kan blive udbredt til hele foreningslivet, fortæller formanden, der forestiller sig, at spejderforeninger, syklubber og andre dele af foreningslivet med fordel kan lave lignende arrangementer for flygtninge.

Der er allerede blevet nedsat en gruppe, der skal sørge for, at udbrede idéen til hele Fredensborg Kommune, og hvis alt går vel, håber Mogens Mortensen, at konceptet vil sprede sig til hele landet.

– Vi er så heldige at have trænere her i klubben, der taler arabisk og farsi, som med glæde træner flygtningene frivilligt. Så vi tager gerne ud med tolke til andre kommuner, hvis det viser sig, at der er interesse for konceptet andre steder, fortæller Morten Mogensen.