Det er altid fornøjeligt at opleve Ulla Hardy-Hansen og Christian de Jonquieres udfolde sig retorisk med “curler” på tungen. Og man kan blive så henført over formen, at indholdet fortaber sig.
Ulla Hardy-Hansen har i årtier som Kulturudvalgets formand haft hånd- og halsret over alle kommunens kulturpolitiske initiativer, inklusive bibliotekerne, der er kulturudvalgets ubetinget kostbareste politikområde.
I det lys var det forunderligt på seneste byrådsmøde at opleve hende og Christian de Jonquieres holde en ny praksis på biblioteksområdet, indført for at forenkle ved delvis samdrift af dele af skolebibliotekerne og folkebibliotekerne, ud i strakt arm og øge biblioteksudgifterne, da der øjnedes utilsigtede ulemper.
Sælsomt da Ulla Hardy-Hansen aldrig forsømmer en mulighed for at udtrykke sit stærke politiske ønske om at reducere bevillingen til bibliotekerne, som hun har politisk ansvar for.
Hun og Christian de Jonquieres vil spare på bibliotekernes kerneopgave for at bruge krudt på at inddrive ”bøder” hos glemsomme skolebørn. Man kan ikke opkræve ”bøder” for sen aflevering af skolematerialer, men gerne for forsinket returnering af folkebibliotekernes udlånsmaterialer. Det kræver at samdriften splittes op igen, med ”bøvl” til langt, langt mere end det potentielle bødeprovenu, der anslås til max. 20.000 kr. årligt. Det syntes Venstre og resten af byrådet var lige molboagtigt nok, selvom vi er enige i at både store og små skal aflevere lånte materialer rettidigt.
Her en genopfriskning af molbohistorien om storken i kornet:
”En sommer, da kornet stod højt på marken, fik molboerne besøg af en stork. Den spankulerede rundt på deres mark for at fange frøer. Molboerne frygtede, at den skulle trampe al kornet på marken ned.
De talte længe om, hvordan de skulle få den jaget bort. Til sidst enedes de om, at hyrden skulle gå ind i kornet og drive storken ud.Men da han skulle til at gå ind i kornet, opdagede de, hvor store og brede hans fødder var, og så blev de bange for, at han skulle træde mere korn ned end storken.
Hvad nu? En af dem foreslog, at man bar hyrden ind på marken, for så kunne han da ikke træde kornet ned. Den ide syntes de alle om. De gik derfor hen og løftede markleddet af, og satte hyrden op på det, og så bar otte mand ham ind i kornet, for at han kunne jage storken ud. På den måde trådte hyrden ikke kornet ned med sine store fødder.”
