Per Finn Nielsen har nytænkt det klassiske panoramaformat og skabt en fotobog, hvor Fredensborgs slotsmiljø og naturen ses i lodrette linjers lys.
Han bor i Fredensborg og har i mange år ernæret sig som naturfotograf med speciale i at lave de billeder, som de færreste har tålmodighed og evner til at lave. Et egern i spring ganske få centimeter fra kameralinsen. En hvinand, der er fotograferet i netop det sekund, hvor den forlader reden og kaster sig ud med vinger, der ikke er meget større end fødderne.
Evnen til at fotografere det umulige har Per Finn Nielsen brugt i sin fotobog, der tager afsæt i området omkring Fredensborg Slot, men bogen er på mange måder et portræt af Danmark med grønne bøgeblade og en natur, der aldrig er langt væk, hvis blot man kigger efter.
Netop når emnet er »at kigge efter«, bruger Per Finn Nielsen et særligt greb, som han fik ideen til på Museum of Modern Art i New York tilbage i 2009.
– Jeg fandt en bog af en amerikansk fotograf, der havde fotograferet New York på højkant. Det er jo oplagt, når man er i en storby, hvor der er så mange vertikale linjer. Jeg fik ideen til at fotografere området ved Fredensborg, helt anderledes. Herhjemme ser vi jo alting horisontalt, og vi er vant til de vandrette linjer, forklarer Per Finn Nielsen og tilføjer om det særlige vertikale format i 6:17:
– Udtrykket bliver anderledes. Det bliver en anden oplevelse at se billedet, fordi man kan lade øjet glide fra top til bund. Man kan ikke rumme hele billedet på en gang, og derfor bliver man nødt til at lade øjet glide ned over billedet,og det betyder, at man ser mange flere detaljer i billedet.
Se her nogle af Per Finn Nielsens billeder og læs et interview med ham i Frederiksborg Amts Avis fredag den 13. maj.