Triatleterne forlader Sø Torup

Triatleterne fra Haslev Svømmeklub træner ikke længere i den smukke Sø Torup Sø.
Triatleterne fra Haslev Svømmeklub træner ikke længere i den smukke Sø Torup Sø.

Gisselfeld: "Jeg blev ringet op af en vred godsforvalter fra Gisselfeld, Jens Risom, som bad som bad mig om at stoppe svømningen i Sø Torup Sø.

Folk, som har betalt for jagt og fiskerettigheder, har ringet til ham og fortalt ham om den megen aktivitet og om den "organiserede træning" tre gange om ugen, man har kunnet læse om på vores hjemmeside. Og andre folk har ringet og spurgt, om man så også må sejle i kajak og kano m.v. Det er selvfølgelig ikke rimeligt. Jeg tror, at vi alle – i bagklogskabens klare lys – godt kan se, at Jens Risoms vrede er berettiget, og at vi burde have spillet med mere åbne kort."

Sådan skriver formanden for Haslev Svømmeklub Jan Kiholm på klubbens hjemmeside.

Alle er velkomne

Triatleternes træning er nu flyttet til Tystrup Sø syd for Sorø, hvor der svømmes om lørdagen.

DAGBLADET har talt med godsforvalter Jens Risom, som siger:

– Alle må færdes på vores veje og stier i dagtimerne. Og vi har ikke noget imod, at folk cykler til Sø Torup Sø og tager en dukkert. Men det er en privat sø, og Gisselfeld tjener penge på at udleje den kommercielt blandt andet til fiskeri. Derfor kan vi ikke acceptere, at en forening bruger søen til organiseret træning på faste tidspunkter. Oven i købet uden at spørge om lov. Sø Torup Sø er et fedt sted, så jeg forstå godt, at det har været attraktivt for triatleterne at bruge søen.

Jens Risom tilføjer, at der ikke drives jagt på Sø Torup Sø.

– Søens gæster har ikke noget at frygte. Jagt er i øvrigt ikke farligt for mennesker, i hvert fald ikke i Danmark, siger han.