Tre gange borgmester dropper spidskandidatur

Nedtrapning: I rigtig mange år har René Tuekær stået øverst på stemmesedlen for Borgerlisten/Lokallisten, men ved næste valg vil han ikke være spidskandidat.

Tre gange borgmester dropper spidskandidatur

René Tuekær er ikke Lokallistens spidskandidat ved næste valg.

Foto: Torkild Svane Kraft

Fakse og Faxe Kommunes tidligere borgmester har rundet de 61 år, og dermed begynder han på overvejelserne om sit arbejdsliv, og da han mener, man skal være erhvervsaktiv når man stiller op til byrådsvalget, har han besluttet, at Lokallisten skal vælge en anden spidskandidat ved næste kommunalvalg.

– Jeg synes man har mere føling med udviklingen når man er på arbejdsmarkedet. Man får mange inputs fra mange forskellige mennesker, så med mine 61 år, vil jeg ikke være spidskandidat for Lokallisten ved næste valg.

Borgmester tre gange

Med den beslutning er det en meget markant politiker, der trækker sig tilbage, eller træder et skridt tilbage, alt efter hans endelige beslutning.

René Tuekær har siddet i byrådet uafbrudt siden 1. januar 1986 og har været borgmester i tre perioder – fra 1994 til og med 1997 og igen fra 2002 til 2009.

Han når dermed et 40 års jubilæum i byrådspolitik.

Den allerførste borgmesterperiode gjorde René Tuekær landskendt.

Han blev nemlig valgt til byrådet for Socialdemokratiet, men umiddelbart efter valget brød han og partifællen Jens Jørgen Balle Knudsen med partiet – skiftede til Borgerlisten – og René Tuekær blev borgmester.

Ja, dengang var der også lokale stridigheder i Socialdemokratiet.

Mange havde forudset, at det ville være enden for hans politiske karriere, men det blev det bestemt ikke.

Ved det efterfølgende valg manglede Borgerlisten kun 34 stemmer i at René Tuekær kunne have fortsat som borgmester; og havde listen været i valgforbund med Fremskridtspartiet, så havde de haft stemmer nok.

Ved hvert valg siden 1997 har René Tuekær opnået meget høje personlige stemmetal.

Faktisk har han ligget i top 3 ved hvert eneste valg – og kan dermed karakteriseres som en stemmesluger.

Kommunesammenlægning

Ved valget i 2001 var der endnu en gang stor opbakning til Borgerlisten, hvorfor René Tuekær igen kunne sætte sig i borgmesterstolen i Fakse Kommune – og i 2006 blev han formand for sammenlægnings-udvalget, og var dermed en vigtig brik i sammenlægningen af Fakse, Rønnede og Haslev kommuner.

– Jeg synes, vi havde en rigtig god proces i forbindelse med sammenlægningen. Det var ikke nemt, men alle arbejdede positivt for at det skulle blive godt, og jeg er meget tilfreds med den måde, vi behandlede personalet på i de tre kommuner og to amter, siger René Tuekær.

Sammenlægnings-udvalget, og det efterfølgende byråd for den nye Faxe Kommune, var på mange områder fremsynede. Man var blandt andet enige om, at der skulle etableres et erhvervsområde ved Rønnede.

Selv om det tog mange år, før det for alvor kom i gang, har det nu vist sig at være en god beslutning.

– Vi etablerede også et forsyningsselskab ret hurtigt, og allerede i 2008 kom vi med i Femern-sammenslutningen. Det var to rigtig gode beslutninger, siger René Tuekær.

– Ikke mindst er jeg glad for at kommunen altid har været aktiv omkring Femern-forbindelsen, og nu kan det vise sig, at Rønnede kan blive et vigtigt knudepunkt på den forbindelse.

I tiden før kommunesammenlægningen er det især Kanten med biograf og geomuseum, samt de øvrige tiltag i området og i Faxe by, der glæder René Tuekær.

Næste valg

– Jeg meddelte bestyrelsen allerede i 2019, at jeg ikke ønskede at være spidskandidat, så Lokallisten havde god tid til at finde den nye. Jeg er sikker på, at der nok skal blive fundet en rigtig god spidskandidat, men det skal bestyrelsen arbejde med, siger René Tuekær.

Om beslutningen er et endegyldigt farvel til politik, har René Tuekær endnu ikke besluttet. Det kan være at hans navn vil stå længere nede på listen ved næste valg. Den beslutning træffer han inden udgangen af 2024, og i dialog med bestyrelsen.

Uanset hvad beslutningen bliver, så er er nogle opgaver, René Tuekær gerne vil nå inden byrådsperioden slutter: Udvidelse af havnen i Faxe Ladeplads, nordvendte motorvejsramper ved Ulse og, på kulturens vegne, en udvidelse af Haslev Bio til to sale.

René Tuekær

René Tuekær er 61 år gammel.

Født og opvokset i Faxe Ladeplads.

Flyttet til Faxe som 15-årig, og har boet der siden.

Studentereksamen på Haslev Gymnasium.

Læreruddannet fra Haslev Seminarium.

Lærer på Møllevangsskolen i Rønnede, og siden 2015 skoleleder på Hotherskolen i Hårlev.

René Tuekær er ikke Lokallistens spidskandidat ved næste valg. Foto: Torkild Svane Kraft