
To 21-årige mænd risikerer mindst fem års fængsel for et hjemmerøveri, de er tiltalt for at have begået i Haslev sammen med en uidentificeret medgerningsmand natten til den 15. april 2014.
Retten i Næstved begyndte behandlingen af sagen onsdag med tre dommere og otte nævninge og et massivt opbud af både uniformerede og civilklædte betjente.
Det skriver DAGBLADET.
Ved episoden om natten til den 15. april sad den 21-årig A i sin bil på parkeringspladsen ved Bråbyvej Kollegiet og ristede tobak for efterfølgende at rulle en joint, og i mellemtiden gik den 21-årig B og den tredje, uidentificeret gerningsmand, H ind på kollegiet.
H var angiveligt bevæbnet med en hjulnøgle, mens B havde en mukkert med et skæfte på 60 centimeter. Her hamrede B mukkerten ind i én dør og bankede derefter et hul i døren hos en 18-årig mand, der lige havde lagt sig og var ved at falde i søvn.
Mens den rædselsslagne mand stod i underbukser på den anden side, skaffede B sig adgang ved at stikke hånden ind og dreje på vrideren, så døren kunne åbnes. Det unge offer blev først truet til at aflevere hash, hvilket han ikke havde. Herefter forlangte røverne i stedet 1.000 kroner som blev udleveret i to 500 krone-sedler.
Den 21-årige B hævdede i retten, at han blot var ude efter at få penge, som den 18-årige skyldte ham.
Sagen fortsætter den 13. januar.
Læs mere i DAGBLADET og Sjællandske