HÅNDBOLD: Påsken nærmer sig, og torsdag aften fik Dalbys stregspiller Morten Egede da også et flot påskeæg. På anklen.
Egede vred om efter kun 10 minutter af 3. divisionskampen mod topholdet Hvidovre, og det uheld var medvirkende til, at gæsterne kunne tage fra Dalby-hallen med en sejr på 28-23.
– Det var tæt hele vejen, og vi kæmpede sindssygt godt, siger Dalbys vikarierende træner Per Rasmussen, der dog gerne ville have haft Morten Egede til rådighed i 60 minutter.
– Han manglede i midterforsvaret, hvor vi skulle bruge nogle, der ikke plejer at dække på den plads. Hvidovre er fysisk stærke, så vi led under, at Morten var væk, siger Per Rasmussen.
Dalby spillede også store dele af kampen uden topscorer Frederik Paaske, der pådrog sig en mindre forstrækning, men fløjspilleren ventes klar til lørdagens lokalopgør hjemme mod Køge 2.
– Så vi manglede to af vores faste folk. Og Hvidovre er altså et hold, der kun har sat fem point til i sæsonen. Jeg tror også, de rykker op, siger Per Rasmussen.
Ved pausen var Dalby bagud 10-14, og hele anden halvleg kæmpede værterne for at lukke hullet.
Anders Porsborg hjalp godt til i målet med flere flotte redninger – blandt andet to gange med hovedet. Begge gange kostede det en udvisning til afslutteren, og i alt blev Hvidovre ramt af fem gange to minutter i den sidste halve time. Alligevel holdt topholdet fast i forspringet.
Med to minutter igen viste måltavlen 23-26, og så satsede Dalby offensivt i forsvaret. Men taktikken slog fejl, og de rutinerede gæster scorede kampens to sidste mål.
– Vi føler, vi pressede dem hele vejen – selv om folk var slidte til sidst. Vi spillede også tirsdag i Kalundborg, og havde en lang tur frem og tilbage. Og så skal vi allerede spille igen lørdag, siger Per Rasmussen, der håber spillerne kan finde energi til den tredje kamp på fem dage.
Kampen i tal
3. division, mænd
Dalby – Hvidovre: 23-28 (10-14)
Målscorere for Dalby: Søren Larsen 8, Mads Linderoth, Tobian Horn, Simon Rasmussen og Magnus Førsterling 3, Frederik Paaske 2 og Mads Eiby 1.
Udvisninger: 2-6.
Stillinger undervejs: 3-2, 6-6, 9-11, 14-18, 18-25, 23-26.