Rikke Weng Jensen fra Haslev er under uddannelse som blomsterdekoratør hos Blomster Stalden i landsbyen Salløv ved Gadstrup.
Og i næste uge er hun en af de unge mennesker, der deltager i DM i Skilles, som i den kommende uge afvikles i Gigantium i Aalborg med 285 deltagere inden for 40 forskellige fag.
Sarah Sieben og Patrick Jørgensen, ligeledes fra Haslev, er elever på EUX Business på Zealand Business College, ZBC i Næstved. Og de skal også med til konkurrencerne i Aalborg, hvor opgaven er at vise, hvor gode de er til at opbygge et butiksmiljø sammen med forretningen Chokolade Paradis i København.
De skal også konkurrere i markedsføring, salg, vareeksponering og kundeservice.
Holdet på i alt fire elever fra ZBC træner derfor lige nu intens, og for den tidligere VU-formand Patrick Jørgensens vedkommende, er det anden gang han deltager ved DM i Skills.
Gulvlægger Peter Vos fra Haslev, der står i lære hos AK Gulve på Skuderløsevej 33, deltager også ved dette års DM i Skills.
DM-guldvinderen i 2016, Marcus Sennefelder fra Mesterbageren i Haslev, er også med – igen – og han skal dyste allerede tirsdag.
Og så er der EM-bronzevinderen ved EuroSkills 2016, veteranen Frederik Riber fra Terslev der nu stiller op ved sit fjerde DM i Skills.
Han kunne efter flere lige ved og næsten placeringer i 2016 kalde Danmarks bedste bygningssnedkerelev.
Tømrermester Madsen i Præstø nyder til daglig godt at Ribers gode håndelag, og i denne uge har Frederik brugt det meste af sin tid på Roskilde Tekniske Skole, hvor han øver sig intenst på at bygge den talerstol, som de i alt seks konkurrenter får 22 timer til at konstruere i Aalborg.
– Konkurrencen løber og fire dage, så vi begynder før de andre, allerede om onsdagen. Jeg er ikke bekymret for tiden, men du skal følge tegningen meget nøje, det koster fx to strafpoint ud af de 100 man kan opnå, at bede om et nyt stykke træ, fortæller Frederik Riber, der modtog tegningerne tilbage i november måned.
Hans mål er selvfølgelig at blive kåret til vinder igen, når konkurrencerne slutter lørdag den 28. januar.
Og så drømmer han om at komme med til WorldSkills i Abu Dhabi 14. til 19. oktober 2017.