På papiret er den allerede en succes.
Hlynur Pálmasons første spillefilm, »Vinterbrødre«, har nemlig vundet hele 12 internationale filmpriser. Lars Mikkelsen er på rollelisten, og hele holdet kommer til Biografen Kanten i Faxe ved premieren, torsdag den 7. december klokken 19 – også 75 ansatte fra Faxe Kalk. Flere af dem har nemlig været statister i filmen, der er optaget i Faxe Kalkbrud.
Vinterbrødre er fortællingen om to brødre, der arbejder under vinterens ubarmhjertige forhold i en kalkmine. Den yngste bror Emil tjener ekstra håndører ved at destillere og sælge hjemmebrændt spiritus fra kemikalier, som han stjæler fra fabrikken.
Emil er en ensom særling, der kun accepteres blandt kollegerne takket være hans storebror Johan. Emil længes efter lidenskab og efter at blive begæret og elsket.
– Jeg havde lyst til at lave en lack of lovestory i en vinterverden. Og her blev denne kalkfabriksverden en utrolig spændende ramme for at mangle kærlighed. At være elsket blev en smuk kontrast til den her vinterverden. Jeg blev fuldstændigt overvældet over at komme ud i en verden helt for sig selv, der fik historien og filmen til at vokse. Jeg har skrevet meget af filmen på location, siger Hlynur Pálmason, der blev født i Island i 1984.