Nogle gange får man en unik mulighed. Og i Birger Holm Brøndbergs tilfælde kræver det, at han i en periode fravælger formandsposten i Liberal Alliance, så han kan prioritere sit arbejds- og familieliv højere.
– Jeg skal gennemføre en vinuddannelse på et meget højt niveau, der kræver min fulde opmærksomhed indtil 1. maj i år, siger 47-årige Birger Holm Brøndberg, der har 30 års erfaring i vinbranchen, blandt andet som vinchef for Kvickly-kædens 75 varehuse og rejseguide for De Danske Vinrejser.
Og siden 2012, har han været ansat hos det store australske firma Treasury Wine Estates, hvor han fra sit kontor på Kirketorvet 4 i Faxe har ansvaret for hele det danske marked.
Birger Holm Brøndberg skal glæder sig til efter orloven at køre sin kommunalvalgkampagne for fuldt kraft.
– Vi vil gerne samarbejde bredt og er enige med andre partier om meget. Men vi adskiller os nok ved, at vi ikke går så meget op i, hvilken hudfarve og religion, man har, når man ellers opfører sig ordentligt. Tonen er blevet for skinger fra mange af de andre partier, mener Birger Holm Brøndberg, som tror på, at det er mennesker fremfor politikere, der skaber resultater.
Liberal Alliances næstformand, Dennis Lindholm fra Karise, der er malermester i Charlottenlund, overtager formandsposten foreløbig frem til 1. maj i år.