Kvinde bragede ind i bus

Foto: Allan Grasberger

En kvinde i begyndelsen af 40'erne blev torsdag formiddag fløjet med redningshelikopter til kontrol på Rigshospitalet.

Hun er sluppet utrolig heldigt med blot få skrammer i ansigtet.

Kort efter klokken 8 var hun splitsekunder og millimeter fra et fatalt sammenstød med en bus på Vordingborgvej umiddelbart nord for lysreguleringen i Rønnede by.

Hun havde netop afleveret to af sine børn i skole i Haslev, da hun kørte mod syd ad Vordingborgvej. Af uvisse årsager kommer hun til at trække over i modsatte kørebane, hvor hun rammer bussen, der er på vej mod Haslev.

Buschaufføren havde ingen chance.

Sammenstødet var så voldsomt, at forhjulet på kvindens Seat blev revet af og sad fast under bussens venstre forside.

Kvindens bil blev slynget rundt.

Der var hurtigt folk på stedet, også en som kyndigt stabiliserede kvindens hoved. Hun var ved fuld bevidsthed, da Faxe Brand & Redning skar taget af bilen, så redningsfolkene kunne få hende så sikkert som muligt ud af bilen.

Kabinen i hendes bil var intakt.